Urokkelig minister efter møde med borgmester: - Det ligger fast, at udrejsecenteret bliver på Lindholm

Inger Støjberg (V) var fredag til møde med Vordingborgs borgmester, inden hun skulle ud at se øen Lindholm, der i fremtiden skal være udrejsecenter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi har, tror jeg, man kan kalde det, haft en åbenhjertig diskussion af de her ting, lyder det fra integrationsminister Inger Støjberg (V).

Planerne om et udrejsecenter på øen Lindholm i Stege Bugt har fået flere op ad stolene.

For det kom bag på både borgere, erhvervsdrivende og kommunalpolitikerne i Vordingborg Kommune, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti med finansloven besluttede, at udlændige på tålt ophold og udvisningsdømte kriminelle fra 2021 skal huses på den lille ø.

stoejberg.jpg
Læs også
Frustreret borgmester før ø-møde med Inger Støjberg: Drop planerne på Lindholm
stoejberg.jpg
Læs også
Frustreret borgmester før ø-møde med Inger Støjberg: Drop planerne på Lindholm

Det fik den frustrerede borgmester i Vordingborg Kommune, Mikael Smed (S), til at sende et åbent brev i protest til Inger Støjberg. Ministeren reagerede, og har derfor fredag været til møde med borgmesteren, hvor diskussionen handlede om det kommende udrejsecenter.

- Det er klart, at der er jo en bekymring fra kommunalpolitikernes side, og vi forsøgte at svare så godt, som vi overhovedet kunne, på de spørgsmål, der var, lyder det fra Inger Støjberg efter mødet med Mikael Smed.

- Og så er det klart, at der forestår jo også et stort arbejde med netop at være aktiv i hele den tryghedsskabende del, der skal i gang.

LÆS BORGMESTERENS BREV TIL MINISTRENE

Henvendelse vedr. øen Lindholm som udrejsecenter

 

Kære Kristian Jensen og Inger Støjberg

 

Det er med betydelig forundring, at vi i Kommunalbestyrelsen i Vordingborg Kommune har erfaret, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti planlægger at oprette et udrejsecenter for bl.a. kriminelle udviste, udlændinge på tålt ophold og fremmedkrigere på øen Lindholm i Stege Bugt. Ikke blot er udmeldingen kommet bag på os, den har også allerede skabt uro og bekymring i lokalbefolkningen.
Sagt meget kort, så virker det som en forhastet beslutning, der i helt uhørt grad medfører spild af skatteborgernes penge. Et i øvrigt meget mærkeligt signal til omverdenen og til os som kommune, da vi og flere andre kommuner i den grad kæmper for generelt at få økonomien til at hænge sammen.

 

Etableringen af et nyt udrejsecenter på Lindholm giver efter vores opfattelse hverken mening økonomisk eller samfundsmæssigt. Lad os give et par eksempler.
Som vi forstår regnestykket, så kommer etableringen og driften af det nye udrejsecenter på Lindholm — med plads til IOO beboere og en bufferkapacitet på 25 - til at koste skatteborgerne 759 mio. kroner frem mod 2022.

 

Driften i sig selv bliver en dyr omgang. 1 2022 koster det 1,8 mio. kroner pr. beboer på det nye udrejsecenter, hvis alle 125 pladser bliver fyldt ud. Det er helt sikkert lysår dyrere end at bo på hoteller og kroer i vores kommune. En af årsagerne til den høje pris er, at valget er faldet på en ø, hvor bl.a. alle byggematerialer skal fragtes med færge over til øen. Det alene vil fordyre hele byggeriet med 10-15 procent. Og når byggeriet står klart, så skal ikke bare de ansatte fragtes derover — de skal lidt firkantet sagt også selv have vand med, da der ikke er rent drikkevand derovre. Drikkevand skal fragtes til øen med færge.

 

Som vi forstår regeringens udmeldinger, skal hele øvelsen med at oprette et nyt udrejsecenter på Lindholm også sikre, at man kan holde bedre øje med beboerne på centret, så de ikke har mulighed for at begå kriminalitet i Danmark. Her er det dog vigtigt at pointere, at øen Lindholm ikke er et afsides sted. Beboerne på det nye udrejsecenter får fri adgang til de omkringliggende samfund med daglige færgeafgange til Kalvehave. Herfra er der busser videre mod alle de større byer på Sjælland. Så selv om der ikke vil være færgedrift fra sidst på aftenen til næste morgen, så har beboerne på det nye udrejsecenter på Lindholm fortsat mulighed for at bruge de resterende timer på fastlandet. Dermed er en ø-placering heller ikke den ultimative løsning på at få mere styr på, hvad beboerne på udrejsecentret laver.

 

Tryghed for lokalbefolkningen
Hvor det er bedst at placere et udrejsecenter for denne gruppe udlændinge i landet, ved vi ikke. Men forslaget om at flytte dem fra én landsdel til en anden løser grundlæggende ikke problemerne med den oplevede utryghed hos borgerne i lokalsamfundet — uanset om de placeres på en ø eller ej.

 

Vi kan se, at regeringen og Dansk Folkeparti også har lagt op til initiativer, der skal skabe tryghed for lokalbefolkningen bl.a. med politi omkring færgelejet i Kalvehave. Men vi mangler en yderligere forståelse af, hvad det mere præcist går ud på, herunder: Er det døgnbemanding? Hvor meget mere politi kommer til byen, og hvor kommer de til at patruljere? Hvordan bliver disse indsatser anderledes og mere tryghedsskabende end de, der er iværksat i forbindelse med Udrejsecenter Kærshovedgård i dag?

 

Der skal findes en samfundsmæssig ansvarlig løsning
I Vordingborg Kommune vil vi opfordre regeringen og Dansk Folkeparti til at se nærmere på, hvordan vi kan finde en mere fornuftig løsning til placering af denne gruppe af udlændinge. Kunne de 759 mio. kroner ikke blive brugt bedre til fx mere politi i lokalområdet ved det eksisterende Udrejsecenter Kærshovedgård? Eller kan vi finde et andet sted til at placere det nye udrejsecenter til en samfundsmæssig fornuftig pris?

 

For hvis der er et problem, så skal det naturligvis løses. Og selvom det nemme er at sige, at vi umiddelbart helst ikke vil løse det i Vordingborg Kommune, så må vi på lige fod med andre kommuner se på, om vi kan være en del af en løsning. Men på det konkrete plan virker det ejendommeligt at bygge nyt på en ø som Lindholm, hvor anlægsomkostninger er væsentligt højere end ved at opføre et udrejsecenter på fastlandet eller ved anvendelse af ubenyttede bygninger på fastlandet.

 

Vi vil bede om et møde vedrørende sagen. Vi håber desuden, at vores betragtninger vil indgå i behandlingen af Finansloven, så der kan blive truffet en mere samfundsansvarlig og fornuftig beslutning om enten at fastholde denne specifikke gruppe af udlændinge på Udrejsecenter Kærshovedgård eller placere et nyt udrejsecenter et sted, hvor det giver mere mening økonomisk set.

 

Venlig hilsen
Borgmester

Mikael Smed 

- Udrejsecenteret bliver på Lindholm

Det er ikke nogen hemmelighed, at Mikael Smed er stor modstander af det her. Er der nogle af hans argumenter, der kan få dig til tænke dig om en ekstra gang?

- Vi har været godt rundt omkring. Men det ligger fast, at udrejsecenteret bliver på Lindholm, siger Inger Støjberg.

Var der nogle af hans argumenter, der gjorde indtryk på dig?

- Det gør det selvfølgelig. Og sådan skal det også være. Han kender jo området – selvfølgelig bedre jeg gør, selvom vi har sat os meget grundigt ind i både Lindholm og nærområdet. Og så tog vi diskussion derud fra, lyder det fra ministeren.

vox_pop1.jpg
Læs også
Borgere frygter udrejsecenter på Lindholm: - Det er en kedelig udvikling for lokalområdet
vox_pop1.jpg
Læs også
Borgere frygter udrejsecenter på Lindholm: - Det er en kedelig udvikling for lokalområdet

Det er ikke kun borgmesteren, der er bekymret. Det er også alle de lokale indbyggere.

- Det tager jeg selvfølgelig meget alvorligt. Derfor vil der også blive en række muligheder for at få stillet de spørgsmål, som der måtte være. Jeg kan sagtens forstå, hvis man har mange spørgsmål. Men vi har jo gjort os nogle erfaringer fra Kærshovedgård, og det vil vi selvfølgelig bygge videre på, lyder det fra Inger Støjberg.

- Vi ved, hvad der venter

Fredag eftermiddag sejler Inger Støjberg ud på øen Lindholm, hvor hun skal ud at se på øen. Selv om hun har et godt indblik i, hvordan det ser ud, lyder det.

- Det er jo statens aktiviteter og statens ejendom, så derfor er vi selvfølgelig klar over, hvad det er, der venter os derude, siger Inger Støjberg.

Artiklen fortsætter under billedet.

Inger Støjberg venter på at blive sejlet ud til øen Lindholm.
Inger Støjberg venter på at blive sejlet ud til øen Lindholm.

Hvorfor er det vigtigt for dig at komme ud og se det?

- Det, synes jeg, hører sig til, at man selvfølgelig lige ser faciliteterne, inden vi går i gang med at bygge om. Jeg tror ikke, der er mange, der påbegynder så stort et byggeri og sætter sådan noget i værk, uden at man også lige har set det, både før, under og efter, siger ministeren.

Her er Inger Støjberg på vej ud til Lindholm, hvor der fra 2021 skal være et udrejsecenter.
Her er Inger Støjberg på vej ud til Lindholm, hvor der fra 2021 skal være et udrejsecenter.

NYT UDREJSECENTER PÅ LINDHOLM

  • Regeringen og DF vil afsætte 759 millioner kroner til etablering og drift af udrejsecenteret på Lindholm i Stege Bugt. 
     
  • Heraf skal 210 millioner kroner bruges på etableringsudgifter som bygninger (145 millioner) og infrastruktur og forsyning (55 millioner). 
     
  • Centret ventes at kunne tages i brug i 2021 og skal huse udlændinge på tålt ophold, udviste kriminelle, fremmedkrigere og kriminelle afviste asylansøgere.
     
  • Op til 125 udlændinge skal opholde sig her. Driften vil koste 1,8 millioner kroner årligt per udlænding. Til sammenligning koster det 250.000 kroner årligt per udlænding på Kærshovedgård.

 

Kilde: TV 2.


Nyhedsoverblik