Ups: Frihedsmonument knækker under flytning

En 60 år gammel statue, der markerer Danmarks befrielse, knækkede onsdag, da den skulle flyttes fra sin plads på Teatergade i Næstved.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I over 60 år har statuen af Frihedskæmperen i Teatergade i Næstved markeret 2. verdenskrigs befrielse.

Den blev opstillet 10 år efter Danmark blev frit, og den er efterfølgende blevet brugt til nedlæggelse af kranse, når befrielsen årligt bliver markeret.

Men da frihedskæmperen onsdag skulle flyttes fra sin faste plads i Teatergade gik det galt.

quote Vi havde en mistanke om, at det kunne ske. Men man bliver alligevel chokeret, når det så sker

Rudi Larsen

Under flytningen knækkede figuren nemlig i tre dele.

- Vi havde en mistanke om, at det kunne ske. Men man bliver alligevel chokeret, når det så sker. Jeg er glad for, at jeg selv stod med opgaven, og at det ikke var en af mine ansatte, det pludselig skete for, siger Rudi Larsen til TV ØST.

Det var hans stenhuggerfirma, der stod for flytningen af figuren.

Skulptur sat sammen med mørtel

Rudi Larsens Stenhuggeri er vant til at flytte figurer ligesom frihedskæmperen i Næstved. Eksempelvis har de mange lignende opgaver af lignende karakter for Københavns Kommune.

Ifølge både Rudi Larsen og Park og Vej i Næstved Kommune, der stod for projektet, var de klar over, at der var en vis risiko forbundet med flyttet. Især fordi statuen blev repareret for 10-15 år siden, hvor flere dele blev sat sammen med mørtel. Og det var i de samlinger, at statuen gik fra hinanden.

Holdet bag flytningen har arbejdet med statuen siden tirsdag, hvor de har boret huller, som stropper til løftet kunne føres igennem. Onsdag skulle den tunge figur så endelig løftes.

- De vi løfter den op, så skiller den ad i de oprindelige dele. Når vi flytter de her statuer, så sker det desværre en gang i mellem med dem, der er støbt i flere dele, siger Rudi Larsen fra stenhugger-firmaet.

Frihedskæmperen skal have ny plads i byen

Frihedskæmperen skulle flyttes fra sin plads i Teatergade, da det nye campusområde i byen skal bygges her.

Ifølge Park og Vej er dens nye placering på Grønnegades Kaserne valgt i samarbejde med en soldaterforening.

Figuren skulle i forvejen igennem nogle reparationer, inden den bliver sat på dens nye placering. Nu bliver den adskilte Frihedskæmper så også sat sammen med rustfrit stål.

- Der er ikke nogen katastrofe i det. Figuren er nu delt i tre, men den bliver sat sammen igen og bliver gjort pænt i stand, så den er klar til at blive sat op igen, siger Niels Pedersen, driftschef ved Park og Vej.

Frihedskæmperen skulle være klar til at blive sat op på sin nye plads i slutningen af oktober. Næsten som den stod i Teatergade.

- Man kan ikke helt genskabe 20 års patina i samlingerne. Men vi får den sat ordentligt sammen og så må naturen klare resten, siger Rudi Larsen.

Frihedskæmperen i Teatergade

  • Skulptur fremstillet af billedhugger Arne Bang fra Fensmark
  • Opstillet i 1955 på 10-års dagen for befrielsen
  • Betalt ved en indsamling foretaget af private borgere. 
  • Stod for foden af Munkebakken ved Teatergade
  • Skal fremover stå på området ved Grønnegades Kaserne

 


Nyhedsoverblik