Det vi har sammen

Unik bronzealderbåd fra Stevns bliver endelig udstillet

Arkæologer fra Køge Museum udgraver Varpelevbåden i 1973. Foto: Køge Museum

En båd fra bronzealderen blev gravet op på Stevns i 1973. Nu bliver den udstillet på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

En lang stammebåd fra bronzealderen blev i 1972 fundet i Tryggevælde Ådal nær Varpelev på Stevns.

Året efter blev den gravet op, men det er først nu - 44 år senere, at man kan komme til at se båden udstillet.

Museum Sydøstdanmark har ikke plads til at udstille båden, men nu bliver den snart udstillet på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

- Det er virkelig glædeligt, at et så vigtigt fund som Varpelevbåden igen kommer til ære og værdighed. Jeg er sikker på, at båden er kommet i de helt rette rammer på Vikingeskibsmuseet i Roskilde, siger Kulturarvschef ved Museum Sydøstdanmark, arkæolog Kristoffer B. Pedersen.

Han betegner Varpelevbåden, som et af de vigtigste fund af oldtidsskibe fra Nordeuropa.

Kun to bevarede bronzealderbåde

Båden er kulstof-14 dateret til tiden omkring 1.000 før Kristus, hvilket er ca. midt i bronzealderen. Den er en af kun to bevarede danske skibe fra bronzealderen.

- Skibe fra bronzealderen kendes i stor stil fra udsmykninger på bronzegenstande og helleristninger, men de ligner ikke den mere simple Varpelevbåd. På den måde har fundet af Varpelevbåden været et meget vigtigt bidrag til tolkningen af skibsfart i bronzealderen, siger kulturarvchefen.

Å har givet mange fund

Stedet, hvor båden blev fundet - Tryggevælde Ådal - spillede en vigtig rolle i oldtiden.

Før moderne tid med broer og dræn, var den en barriere mellem Sjælland og Stevns.

Det ses blandt andet på de mange vigtige oldtidslevn, der med tiden er undersøgt der, skriver Museum Sydøstdanmark i en pressemeddelelse.

Det fugtige og iltfattige miljø omkring åen rummer gode bevaringsforhold for oldsager af organisk materiale, som ellers ville være rådnet væk og forgået på tørt land.

Den 29. marts blev Varpelevbåden flyttet til Vikingeskibsmuseet.

Den er ikke udstillet endnu. Det sker først, når når bådens originale form er rekonstrueret, skriver Vikingeskibsmuseet på sin facebookside.

Varpelevbåde

Varpelevbåden er dateret til 1217-792 f.kr.
Bronzealderen er perioden fra 1700 – 500 f.kr.
Fundet i 1972 i Tryggevælde Å ved Varpelev
Formodentlig brugt til havsejlads
Lastevne ca. 500 kg
Fart ca. tre-fire knob ved padling

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App