Unges teater sætter fokus på flugt fra uddannelser

Holbæk Teaters musikforestilling "De Frafaldne" sætter ord på, hvad der får mange til at droppe ud af ungdomsuddannelserne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis man vil vide, hvorfor mange unge opgiver at gennemføre en ungdomsuddannelse, kan man få svaret leveret som et tal. Men på Holbæk Teater leveres svaret med lys, sang og musik. 

Inspirationen til stykket "De Frafaldne" er fundet i en et stykke statistik med triste røde streger. Det kunne teatrets to direktører, Kristoffer Møller Hansen og Brian Kristensen, ikke bare overhøre.

quote Man kommer bag om statistikken og får viden om, hvad det var der gjorde, at de her unge mennesker faldt fra deres studier

Kristoffer Møller Hansen, direktør på Holbæk Teater

- Vi fandt ud af, at vi her på Vestsjælland er Danmarksmestre i frafald på ungdomsuddannelserne, siger Kristoffer Møller Hansen.

Kom med bag statistikken

De to teaterfolk kunne ikke slippe tanken, og i bogen "De Frafaldne" udgivet af Ungdomsbureauet fandt Hansen og Kristensen tyve fortællinger om unge, der fik skrammer og sår af deres ture rundt i uddannelsesjunglen. Det er de historier, der nu er blevet til teater om frafald.

 - Man kommer bag om statistikken og får viden om, hvad det var der gjorde, at de her unge mennesker faldt fra deres studier, siger Kristoffer Møller Hansen.

- Det er følelserne i teksterne, vi har taget fat i, siger teatrets anden direktør, Brian Kristensen, der sammen med sin kollega har stået for instruktionen.

En hyldest til de svære ting

Det er ikke første gang, Holbæk Teater kaster sig ud i at kaste lys på virkelige problemer med teatrets virkemidler, og de to direktører har intet imod at få prædikatet "politisk teater" hæftet på deres forestillinger.

quote Vi vil gerne tage udgangspunkt i aktualitet, og vi gerne tage udgangspunkt i den virkelighed, vi lever i, for at teateret kan blive vedkommende

Brian Kristensen, direktør på Holbæk Teater

- Vi vil gerne tage udgangspunkt i aktualitet, og vi gerne tage udgangspunkt i den virkelighed, vi lever i, for at teateret kan blive vedkommende, siger Brian Kristensen.

Holbæk Teater kalder deres musikforestilling "De Frafaldne" for: "En hyldest til, at turde tale om de svære ting i livet", men de to direktører lover, at når tæppet går ned, vil det triste og svære være forvandlet til livslyst

- Når man går ind og ser den her forestilling, så kommer man ud med mod på livet. Den gave, vi giver publikum med hjem, det er lyst til at leve sit eget liv, siger Kristoffer Møller Hansen.

Der er premiere på "De Frafaldne" 11. februar. Stykket spiller indtil 4. marts.


Nyhedsoverblik