39 unge fra Stevns og Faxe-området har fået afvist deres ansøgning om at blive optaget på Køge Gymnasium, selvom det er det, der ligger tættest på elevernes bopæl.
Pladserne på gymnasiet er blevet fyldt op af elever fra nabokommunerne Ishøj, Greve og Solrød, som ellers har flere gymnasier at vælge i mellem.
Køge Gymnasium er på grund af gældende regler nødsaget til at optage de elever, der bor tættest på gymnasiet, og her har eleverne fra nabokommunerne til Stevns og Faxe altså en fordel.
Jeg synes, det er dejligt, at der er kommet fokus på det. Det betyder meget for mange af os
Og netop den problemstilling bliver diskuteret på Stevns Kommunes byrådsmøde, der i dag ganske ekstraordinært finder sted i det gamle forsamlingshus i landsbyen Frøslev syd for Store Heddinge.
Der er nemlig både blandt politikere og borgere utilfredshed med, at de unge på Stevns bliver valgt fra, fordi andre ansøgere bor tættere på.
- Jeg synes, det er dejligt, at der er kommet fokus på det. Det betyder meget for mange af os. Vi er meget frustrerede hjemme ved os og håber, at det her får sin virkning, siger Lisbeth Kristensen fra Rødvig, der er mødt op til dagens byrådsmøde, og som er mor til en af de afviste unge.
Vil sende protestbrev
Politikerne i Stevns vil nu sende et protestbrev til undervisningsminister Merete Riisager (LA), Folketingets undervisningsordførere og til Region Sjælland. Og på dagens møde skal politikerne bestemme den endelige ordlyd af brevet.
Og det håber Lisbeth Kristensen vil have en effekt.
Hvis der er nogen retfærdighed til, så virker det. Jeg tror på det
- Hvis der er nogen retfærdighed til, så virker det. Jeg tror på det, siger hun.
TV ØST har tidligere fortalt om udkastet til protestbrevet. Her står der blandt andet, at de unges chancer for at opretholde og udvikle sociale netværk forringes, når de ikke får opfyldt deres ønske om optagelse på Køge Gymnasium.
- Vi ved erfaringsmæssigt, at et godt socialt netværk, med både kendte og nye kammerater er altafgørende for en succesfuld gennemførelse af en ungdomsuddannelse. Vi mener, at de unge menneskers muligheder for at opretholde, udvikle og vedligeholde gode sociale netværk forringes, når de ikke får opfyldt deres ønske om optagelse på Køge Gymnasium, står der blandt andet.