Unge udvikler computerspil: Vi elsker at være nørder

03:44

Eleverne på Sorø Fri Fagskole bruger mange timer foran skærmen på at lære at udvikle computerspil.

Sorø Fri Fagskole har stor succes med en særlig Game Design-linje. De unge vil ikke bare spille, de vil også lære at udvikle spillene.

Det fyger med komplicerede computertermer som "game engine", "initiate" og "graphics", når der er undervisning i Game Design på Sorø Fri Fagskole. Men for eleverne her er det netop dét sprog, der vækker interessen.

- Jeg bruger næsten al min tid på at spille computer, så hvorfor ikke også lære dét, der ligger bag spillene?, lyder det fra 16-årige Noah Kristensen, der er i gang med at få en figur til at hoppe op og ned på sin bærbare computer.

Sidste år var der bare otte elever på Game Design-linjen, men i år har skolen udvidet til tre hold med i alt 57 elever.

Det er et populært, men også krævende forløb for de unge hjerner. Måske er det derfor, holdene primært består af typer, som ikke bliver stødt over betegnelsen nørder.

Vi elsker at være nørder. Det er dét, vi lever af

Daniel Skaale, underviser

- Det må man gerne kalde os. Vi elsker at være nørder. Det er dét, vi lever af, erklærer Daniel Skaale, som er en af underviserne.

Han har selv været en del af spilbranchen i mange år og har ofte hørt de sædvanlige kritiske røster om firkantede øjne.

- Der kan være mange fordomme om computerspil. Vi sidder jo også mange timer foran skærmen, men man skal huske på, at vi jo bruger computeren som et værktøj. Akkurat som en håndværker bruger en hammer eller boremaskine, siger Daniel Skaale.

Spil er blevet big business

Spil er forlængst blevet big business med Esport (elektronisk sport) som globalt fænomen. Er man dygtig og heldig nok til at blive professionel computerspiller, kan det betyde millioner på kontoen og tusindvis af fans.

- Jeg følger meget med i Esport, og man drømmer selvfølgelig om selv at kunne leve af at spille. Men det er jo de færreste, der slipper gennem nåleøjet, erkender 16-årige Noah Kristensen. 

Læs også Sørby Esport tiltrækker en masse computerspillere

Netop derfor kan det at udvikle spillene være en anden vej ind i gamingverdenen.

- Jeg synes, det kan være et problem, at man lover de unge for meget i forhold til at kunne blive professionelle i Esport. Jeg vil mene, at de med Game Design får nogle flere muligheder på palletten. De får færdigheder, som kan bruges til spiludvikling, programmering eller måske i reklamebranchen, siger underviser Daniel Skaale.

Vordingborg er også med

De frie fagskoler er ikke en formel erhvervsuddannelse, men skal forberede de unge på at læse videre. Noah Kristensen har endnu ikke valgt sin karrierevej, men spildesign er en oplagt mulighed.

- Det kunne jo være fedt, hvis dit spil bliver ét af dem, som de professionelle i Esport spiller, lyder det fra teenageren.

Otte frie fagskoler fra hele landet er med i et netværk, der tilbyder en Game Design-linje. Her i regionen kan man også tage den i Vordingborg.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App