Unge strejker for klimaet - og de vil skrue ned for kød og flyrejser

Politikerne gør alt for lidt for at redde planetens fremtid, mener unge fra Næstved, som i dag strejker for klimaet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Hvorfor skal vi passe vores skolegang, hvis ikke der er nogen planet at se frem til i fremtiden?

Sådan spørger 19-årige Sara Bang fra Næstved Gymnasium retorisk, da TV ØST's journalist beder hende forklare, hvorfor hun i dag strejker for klimaet, ligesom utallige andre unge verden over.

Strejken er inspireret af svenske Greta Thunberg, som i august begyndte sin "skolestrejke for klimaet" foran den svenske rigsdag. Nu har den bredt sig til hele verden - blandt andet til Sorø, Nykøbing Falster og Næstved.

quote Sker der ikke noget nu, går det fuldstændig galt. Så kan vi ikke nå at redde det.

Sara Bang, elev på Næstved Gymnasium.

I Næstved gik de unge i demonstration mod Axeltorv midt i byen, og efterfølgende går de mod byens rådhus.

- Vi synes ikke politikerne gør nok for at redde vores klima og for at gøre noget mod de forandringer, vi ser, forklarer Sara Bang og fortsætter:

- Sker der ikke noget nu, går det fuldstændig galt. Så kan vi ikke nå at redde det. Så har vi ikke en fremtid, mener gymnasieeleven.

Politikerne gør ikke nok - så de unge må råbe dem op, mener Sara Bang.
Politikerne gør ikke nok - så de unge må råbe dem op, mener Sara Bang. Foto: Lars Andersen - TV ØST

Flere unge tænker grønt.

Dagens globale klimastrejke har skabt debat i både traditionelle medier og på sociale medier. Nogle mener, at der er tale om unødigt pjækkeri, mens andre tvivler på, om de unge er klar til at sætte handling bag ordene og for eksempel droppe nyt modetøj og flyrejser.

quote Jeg synes bare, at det er rart at komme ud i naturen, og det kan lige så vel være i Danmark som i andre lande.

Ida Hallberg, elev på Næstved Gymnasium

Men den kritik preller helt af på de unge i Næstved.

- Jeg slider mit tøj op, til der er huller i. Jeg går ikke bare ud og køber nyt. Hvis jeg skal have en ny telefon, køber jeg den brugt af en ven eller veninde, forklarer Sara Bang, som samtidig fortæller, at hun er vegetar og går meget op i at sortere affald.

Sara Bang indrømmer, at hendes passion for et bedre klima og et renere miljø kan være en stor mundfuld for vennerne. Hun oplever dog også, at der er stor forståelse blandt de unge.

- De har accepteret det. De kan godt se, at der er en grund til, at vi skal gøre sådan her. Der er flere unge, der vælger at være grønne, blive vegetarer og skippe ferier, mener Sara Bang.

Et stort antal unge i Næstved dropper skolen til fordel for en klimademonstration i dag.
Et stort antal unge i Næstved dropper skolen til fordel for en klimademonstration i dag. Foto: Lars Andersen - TV ØST

Handling bag ordene

Også 19-årige Ida Hallberg er indstillet på, at løsningerne på klimaforandringerne kræver, at man skruer ned for sit forbrug.

quote Jeg køber mindre nyt og er stort set veganer. Men jeg synes, det er vigtigt, at det ikke kun er den individuelles ansvar

Kristine Pedersen, elev på Næstved Gymnasium.

- Med den far, jeg har, er det svært at droppe kød derhjemme. Men jeg prøver at få min familie til at leve mere vegetarisk. I denne uge har vi kun haft én dag med kød, så vi er i gang med at skære godt ned, forklarer hun til TV ØST.

Flytrafikken bliver ofte betegnet som en af de helt store klimasyndere - men dem vil hun ikke have svært ved at undvære. Familien er alligevel vant til ofte at være på camping i Danmark.

- Vi har også været på cykelferier, så det gør ikke så meget. Jeg synes bare, at det er rart at komme ud i naturen, og det kan lige så vel være i Danmark som i andre lande, fortæller hun.

Ida Hallberg (t.v.) og Kristine Pedersen strejker for at vise politikerne, at klimaet kræver løsninger omgående.
Ida Hallberg (t.v.) og Kristine Pedersen strejker for at vise politikerne, at klimaet kræver løsninger omgående. Foto: Lars Andersen - TV ØST

Ikke kun et individuelt ansvar

17-årige Kristine Pedersen er også med til at strejke i dag, og ligesom andre elever er hun klar til at skrue ned for forbruget. Det er bare ikke nok, mener hun.

quote Vi har ikke tid til at vente på, at vi unge bliver voksne og fikser det.

Kristine Pedersen, elev på Næstved Gymnasium.

- Jeg køber mindre nyt og er stort set veganer. Men jeg synes, det er vigtigt, at det ikke kun er den individuelles ansvar, forklarer hun og fortsætter:

- Der skal ske nogle strukturelle ændringer, så de bæredygtige valg bliver de nemme valg. Det er dér, vi skal hen, for at vi kan gøre nok, mener Kristine Pedersen.

Med andre ord er det ikke nok, at man som individ ændrer sine vaner, mener eleverne. Der skal omfattende politiske løsninger til - og der er ikke tid til at trille tommelfingre, mener de.

- Det er ikke en fjern fremtid. Det er lige nu. Vi har ikke tid til at vente på, at vi unge bliver voksne og fikser det. Vi har løsningerne, vi skal bare i gang.

Se flere billeder fra dagens klimastrejke her:

 
  Foto: Kasper Larsen - TV2 ØST
 
  Foto: Kasper Larsen - TV2 ØST
 
  Foto: Kasper Larsen - TV2 ØST
 
  Foto: Kasper Larsen - TV2 ØST
 
  Foto: Kasper Larsen - TV2 ØST

 


Nyhedsoverblik