Unge raser mod nye køreplaner i Stevns Kommune

Oskar Emil Busch-Jensen og Caroline Berendt Andersen er nogle af de unge, som har fået vanskeligt ved deres daglige transport til Køge Gymnasium.

Elever, der skal med bussen til ungdomsuddannelser i Køge, har fået svære logistiske udfordringer på grund af nye køreplaner.

De unge er tilbage på skolebænken efter en lang sommerferie, men for adskillige elever bosat i Barup og Hellested på Stevns, er transporten til og fra deres ungdomsuddannelser i Køge blevet noget vanskelig.

Indtil nu har den offentlige transport i området ifølge de unge ellers fungeret glimrende – men på grund af nye køreplaner for skolebusserne i Stevns Kommune, er der nu kun to muligheder for skoleeleverne.

Enten må de ankomme mindst fem minutter for sent til deres undervisning på eksempelvis Køge Gymnasium – eller også skal de på grund af de nye bustider møde på uddannelsesstederne lidt over syv om morgenen. En time før, klokken ringer ind.

- Det virker sådan lidt stødende næsten. At vi er blevet afskåret på den måde, fortæller 18-årige Caroline Berendt Andersen, som går i 3.g på Køge Gymnasium.

Ifølge forældre i det berørte område er der minimum tale om 11 unge, der går på ungdomsuddannelser i Køge, som nu får svært ved at komme til og fra skole.

- Jeg synes virkelig, det er bøvlet og tager man de unge, der skal til Køge på de videregående uddannelser, så skal det virkelig være nogle unge, motiverede mennesker. Det her kommer til at betyde, at mange af os forældre skal køre dem, og kan arbejde det mindre, siger Lea Ahrenkil-Frellsen, som har en søn, der til daglig går på HTX i Køge.

Borgmester vil se på sagen
Det er Plan- og Teknikudvalget i Stevns Kommune, der det seneste halve år har arbejdet på de nye køreplaner. Blandt andet for at servicere landsbyerne bedre, lyder det fra borgmester Mogens Haugaard Nielsen (V) i dag.

Han vil dog gerne se på udfordringerne i Hellested og omegn.

- Jeg lytter jo selvfølgelig til, hvad borgerne siger og hvis det er sådan, at det er uhensigtsmæssigt at busserne kører forskudt i forhold til en 5-10 minutter, så må vi se, om vi kan rette det til, siger han.

Den besked krydser de unge på Barupvejen fingre for.

- Vi er godt klar over, det er et puslespil, men det må simpelthen kunne løses bedre, siger Caroline Berendt Andersen.

Et alternativ for de unge på transporten til skole er, at cykle fra Barup til Hårlev Station. Den rute er dog små otte kilometer og uden nogen former for cykelsti. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App