Det vi har sammen

Unge iværksættere pibler frem: - Det har fået en form for rockstjernestatus

06:41

Det er blevet moderne for unge mennesker at starte egen virksomhed. Det viser tal fra erhvervsstyrelsen. 22-årige Asger Øelund, der lige har åbnet egen fiskebutik i Kalundborg er en af dem, der tegner tendensen. Video: Stephan Svingkær - TV ØST

Det er moderne for unge under 25 år at starte deres egen virksomhed. Det skyldes blandt andet en positiv iværksætterånd, mener Væksthus Sjælland.

Hver tirsdag toner programmet ’Løvens Hule’ frem på TV-skærmen. DR-programmet giver upcoming iværksættervirksomheder mulighed overbevise for eksempel Hummel-milliardæren Christian Stadil og Just Eat-stifter Jesper Buch om, at de skal investere noget af deres formue i projekterne.

Vi er gået fra at have en lønmodtagerkultur til en iværksætterkultur i Danmark

Mads Váczy Kragh, direktør, Væksthus Sjælland

Og lige netop dét program er en af årsagerne til, at det i dag er uhyre populært at starte sin egen virksomhed blandt unge under 25 år. Det mener i hvert fald direktøren i Væksthus Sjælland, Mads Váczy Kragh.

- Det har fået en form for rockstjernestatus at være iværksætter, blandt andet med ’Løvens Hule’, hvor iværksætterne kan vise sig frem og vise, hvor spændende det er at være iværksætter.

Er kommet på skoleskemaet

Men i lang tid – også før ’Løvens Hule’ overhovedet eksisteret – har antallet af unge under 25 år med eget CVR-nummer været støt stigende. I 2015 toppede antallet af registreringer med 5.651 unge med eget firma. Det er er mere end en fordobling siden 2001. 

Læs også Ung fynbo har startet egen fiskebutik i Kalundborg: Du lærer det på den hårde måde

Og forklaringen skal da heller ikke alene findes i det populære DR-program, siger Mads Váczy Kragh.

- Vi er gået fra at have en lønmodtagerkultur til en iværksætterkultur i Danmark. Der er meget fokus på iværksætteri, blandt andet i medierne. Her er antallet af iværksætterhistorier nærmest eksploderet. Vi taler om en tredobling indenfor ti år, siger han.

- Men iværksætteri er også kommet på skoleskemaet, både i folkeskolen, på gymnasiet og på de videregående uddannelser. Så flere bliver animeret til at blive iværksættere.

Vi er mere iværksættere af lyst end af nød i Danmark, fordi vi har et socialt sikkerhedsnet

Mads Váczy Kragh, direktør, Væksthus Sjælland

Mere af lyst end af nød

Men er det også et udtryk for, at virksomhederne hyrer freelancere ind på opgaver, som de tidligere havde fastansatte til at lave? Så iværksætteriet bliver af nød på en måde?

- Man kan godt se, at nogle former for stillinger forsvinder og bliver til freelance-opgaver i stedet. Men generelt kan vi se, at der kommer flere iværksættere i Danmark, når det går godt. Altså når der er højkonjunktur, siger direktøren i Væksthus Sjælland.

- Så vi er mere iværksættere af lyst end af nød i Danmark, fordi vi har et socialt sikkerhedsnet. Iværksætterne gør det ikke, fordi de absolut skal. De gør det af lyst. 

Læs også Line blev selvstændig som 24-årig: Drømmen er blevet til virkelighed

Tip os Har du et godt tip?