En 21-årig mand fra Hårlev er blevet anholdt for vold mod 69-årig mandlig cyklist.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Episoden fandt sted torsdag sidste uge, hvor den 69-årig mand cyklende på en sti ved Kronhøjvej, hvor han stødte på en gruppe på fire unge mænd, der spærrede hele stien.
Manden forsøgte at få dem til at flytte sig ved at råbe til dem, og det fik da også tre af mændene til at flytte sig. Den fjerde reagerede dog kraftigt på cyklistens tilråb.
Blev slået flere gange i ansigtet
Den unge mand greb fat i cyklisten og gav ham flere slag i ansigtet. Da den 69-årige mand forsvarede sig, væltede de to omkuld, men voldsmanden satte sig på cyklisten og truede ham med at ville slå ham i ansigtet med en sten.
De tre andre unge mænd forsøgte ifølge Midt- og Vestsjællands Politi delvist at holde deres kammerat tilbage, indtil de alle forsvandt fra stedet.
Den 69-årige mand fik en flænge i hovedet, flere sår i ansigtet og på arme og ben.
Politiet oplyser, at det var flere henvendelser fra lokale borgere, der førte dem frem til den 21-årig mand, som nu skal afhøres i sagen.