Nyheder fra din hverdag

Ung kvinde fra Ringsted voldtaget i Roskilde

Det var lige ved politistationen og arresten, at overgrebet fandt sted. Alligevel er politiet på bar bund i sagen. Foto: TV ØST

Natten til lørdag blev en 18-årig kvinde fra Ringsted voldtaget ved politistationen i Roskilde. Politiet søger vidner i sagen.

En ung kvinde fra Ringsted blev pludselig overfaldet bagfra, da hun ved totiden natten til lørdag gik på en sti langs politistationen i Roskilde.

Gerningsmanden tvang den 18-årige kvinde ned på jorden og voldtog hende.

Politiet søger vidner

Kvinden var i så meget chok, at hun ikke har været i stand til at beskrive gerningsmanden, og selv om politiet hurtigt havde hunde ude at lede efter spor, lykkedes det ikke at opstøve ham.

Derfor efterlyser Midt- og Vestsjællands Politi nu vidner, der har befundet sig omkring politistationen ved totiden lørdag nat, som måske kan have set gerningsmanden.

Har du set noget, kan du kontakte politiet på 46 35 14 48. 

Tip os Har du et godt tip?