Det vi har sammen

Umotiverede træfældninger i det sydlige Holbæk

Arkivfoto Foto: Hans Christian Katberg Olrik Thoft

En række umotiverede træfældninger har ramt det sydlige Holbæk de seneste to uger. Senest skete det søndag aften.

En række umotiverede træfældninger har i to uger fundet sted i det sydlige Holbæk. 

Senest skete det søndag aften, skriver Nordvestnyt.

- Jeg kunne høre, at motorsaven kørte, så blev den standset, mens en bil kørte forbi, og så gik den i gang igen. Så kunne jeg høre et brag, da noget ramte vejen, siger Niels Jørgen Jensen, der bor på Hjortholmvej i Tølløse. 

Han bemærkede nemlig en motorsav, der gik i gang omkring klokken 23. 

Senere opdagede han, at et cirka 20 meter højt træ lå hen over Hjortholmvej. En lastbilchauffør havde allerede slået alarm. 

Men det er ikke det første tilfælde. Også i området omkring Ugerløse har der været fældet træer i aften- og nattetimerne, siger formand for Ugerløse Lokalforum, Ole K. Jensen, til avisen. 

Hos politiet bliver træfældningerne set og behandlet som almindeligt hærværk. Politiet har nemlig ikke belæg for at konkludere, at der er tale om forsætligt at bringe andre menneskers liv i fare ved at få træerne til at falde nedover veje.

- Så længe vi ikke har nogen, som vi kan stille til ansvar for det her, så kan vi heller ikke finde ud af, hvad årsagen til denne her adfærd er, så indtil videre må vi nøgternt sige, at her er tale om hærværk, siger Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet opfordrer til, at træejerne melder det til politiet straks, hvis de opdager, at deres træer skulle blive fældet af ukendte gerningsmænd.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App