Ulykker på Sorøvej: Vi ønsker en rundkørsel

Sorøvej i Stenlille er en af seks vejstrækninger i Sydsjællands- og Lolland-Falsters politikreds, hvor folk ofte kører for stærkt

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sorøvej i Stenlille er en farlig strækning.

Det er især i vejkrydset ved Rema 1000, at folk ”kommer i klemme”, som formanden for Stenlille Handels-, Håndværker- og Borgerforening, Carl-Henrik Nielsen udtrykker det.

- Sorøvej er hovedvejen mellem Sorø og Holbæk, så der kører mange biler. Og når bilister så kommer fra hovedvejen og skal krydse Sorøvej, går det galt, siger han.

Krydset er ikke udstyret med lyskryds.

-Vi vil rigtig gerne have en rundkørsel der, men kommunen kan ikke hjælpe, da det er en statsvej, siger Carl-Henrik Nielsen

12 uheld på fem år

Fra 2011 til 2015 skete der 12 uheld med personskade på Sorøvej ved Stenlille. Det viser statistik fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Strækningen er en af seks i politikredsen, der siden januar har haft ekstra bevågenhed.

-Vi er ude at lave fartmålinger mindst én gang om ugen på de her strækninger, siger Erik Mather, som er leder af Færdselspolitiet i Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

På Sorøvej i Stenlille er hastighedsgrænsen blevet sat ned fra 80 til 60 km/t for netop at undgå trafikuheld, men der bliver stadig kørt for stærkt.

-For nylig målte vi en bilist til at køre over 100 km/t. der, siger Erik Mather.

De ekstra mange fartmålinger på Sorøvej og fem andre strækninge ri politikredsen skal få bilisterne til at tage toppen af farten.

-Vi skal undgå de her mange trafikuheld og få folk til at køre ordentligt, siger lederen af færdselspolitiet til TV ØST.

de seks vejstrækninger

  • Næstved – Rønnede-landevejen (Næstved kommune)
  • Slagelse – Næstved-landevejen (Sørbymagle) (Slagelse kommune)
  • Nykøbing Falster omfartsvej (Guldborgsund kommune)
  • Præstø Overdrev (Vordingborg kommune)
  • Næstved – Vordingborg-landevej (Vester Egesborg) (Næstved kommune)
  • Sorø – Holbæk-landevejen (Stenlille) (Sorø kommune)

 


Nyhedsoverblik