Motorvej lukket til klokken 13.00 - mange svin fastklemt

En ulykke med en grisetransport skabte onsdag morgen store problemer omkring Korsør. Foto: René Lind - Lind Foto

Vestmotorvejen ventes spærret indtil klokken 13.00 efter en ulykke med en svinetransport. Også Storebæltsbroen har været lukket som følge af ulykken. Der meldes om mange dræbte eller fastklemte svin.

Vestmotorvejen er spærret ved Korsør frem til klokken 13.00 som en følge af en trafikulykke med en svinetransport onsdag morgen.

Det oplyser Vejdirektoratet.

Lukningen er en konsekvens af, at en svinetransport onsdag morgen væltede på motorvejen i østgående retning, og mange svin blev kvæstet og løb rundt på vejen.

Motorvejen er spærret mellem afkørsel 43 Halsskov og frem til afkørsel 40b Vemmelev i østgående retning, oplyser de på deres hjemmeside.

Politiet opfordrer alle trafikanter til at finde alternative veje.

Mange svin er fastklemt

Ifølge Ritzaus Bureau er chaufføren af svinetransporten uskadt efter uheldet, men er kørt til tjek på sygehuset.

Anderledes alvorligt er situationen dog for svinene på stedet. Her meldes mange fastklemt, ligesom mange svin er døde ved ulykken.

Alt i alt var der 251 svin i lastbilen, da den kørte galt. Billeder fra ulykkesstedet viser foruden de løse svin dusinvis af døde svin på motorvejen.

Der er tilkaldt en dyrlæge til at aflive kvæstede svin.

Beredskabet er indsat

Beredskabsstyrelsen har indsat 30 mand til at hjælpe det lokale beredskab med arbejdet. det oplyser de på Twitter.

Foruden mandskab er der indsat en pionervogn, en redningscontainer og tre transportkøretøjer i indsatsen, oplyses det.

En af opgaverne skulle blandt andet være at afsøge markerne omkring ulykkestedet for at sikre, at der ikke løber løse svin rundt her.

Storebæltsbroen var lukket - massiv kø på Fyn

Tidligere på morgenen var Storebæltsbroen også lukket som en følge af ulykken, men den genåbnede efter en lille halv times lukning.

Der bliver dog kun lukket biler over, når der er plads til dem på Sjællandssiden, oplyser P4 Sjælland. Det er årsagen til, at der stadig er omkring fire kilometers kø på Fyn mod Storebæltsbroen, hvor trafikken ifølge øjenvidner står helt stille.

Artiklen er opdateret

  • 24. jan 2018 kl. 08:00 Artiklen er opdateret med genåbningen af Storebælt samt en række nye detaljer.
  • 24. jan 2018 kl. 08:26 Artiklen er opdateret med tal på antallet af grise på transporten og med chaufførens tilstand.
  • 24. jan 2018 kl. 08:47 Artiklen er opdateret med flere informationer, blandt andet om Beredskabsstyrelsens indsættelse.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App