Uheld i Næstved: Skubbede parkeret bil ind i mur

Lørdag morgen overså en 20-årig mand fra Næstved en parkeret bil, som han bankede ind i. Han er blevet sigtet for spirituskørsel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tidligt lørdag morgen modtog Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en melding om et lettere spektakulært trafikuheld i Næstved.

En 20-årig lokal bilist var kommet kørende ad Indre Vordingborgvej, hvor han overså en parkeret bil. Den unge mand ramlede ind i bilen, hvilket skubbede den flere meter – lige lukt ind i en mur tæt på.

Det fortæller vagtchef Ehm Christensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Da vi får den første anmeldelse får vi at vide, at der er nogen, der er løbet fra stedet. Men da vi kommer derned får vi alligevel fat i en, som vi har mistanke om har kørt bilen, siger han til TV ØST.

Sigtet for spirituskørsel

Politiet regner med, at den 20-årige mand havde kigget lige vel dybt i ølflasken, inden han satte sig bag rattet, og derfor kommer der også et efterspil i sagen.

- Vi har sigtet ham for spirituskørsel og taget noget blod fra ham, fortæller Ehm Christensen.

Ifølge politiet er der ingen meldinger om tilskadekomne ved uheldet.


Nyhedsoverblik