Skolelukninger på vej: Udvalg lægger op til ny skolestruktur

Kobberbakkeskolen afdeling Sydby i Næstved er en af de skoler, der kan se frem til at blive påvirket af den nye skolestruktur. Arkivfoto. Foto: TV ØST

Børne- og Skoleudvalget i Næstved Kommune lægger op til ny struktur for kommunens skoler.

Det er knap tre år siden, at politikerne i Næstved Kommunes Økonomiudvalg besluttede at inddæmme kommunens 17 skoler til seks distrikter. En centralisering af skolerne, der blev mødt med store protester fra borgere og skolebestyrelser.

Der vil selvfølgelig være nogen, som synes, at vi laver en centralisering

Lars Hoppe Søe, Formand for Børne- og Skoleudvalget i Næstved Kommune

Men efter kommunalvalget i november 2017 aftalte politikerne, at der skulle "igangsættes en proces for skolerne i Næstved med henblik på at imødekomme ønsker om ændringer i skolestrukturen”.

Og det har politikerne i Næstved Kommune så gjort.

Siden årsskiftet har Næstved Kommune nemlig haft en målsætning om at evaluere den nuværende skolestruktur.

Nu lægger Børne- og Skoleudvalget op til en justering af skolestrukturen. Udvalget har blandt andet evalueret på baggrund af spørgeskemaer og skole-besøg. Derudover har skolebestyrelser, lokalråd, faglige organisationer og skoleledere været med på råd undervejs.

- Helt grundlæggende er der ingen tvivl om, at det, der skete for to år siden (da skolestrukturen blev vedtaget, red), har afstedkommet rigtig meget debat. Det var også et splittet byråd, der vedtog det, ligesom det var et stort valgkampstema, fortæller Lars Hoppe Søe (R), udvalgsformand i Skole- og Børneudvalget i Næstved Kommune til TV ØST.

Udvalgsformanden understreger, at det af den grund er vigtigt at få samlet borgere og politikere i Næstved Kommune om en justering af skolestrukturen.

- Det er vigtigt at få samlet byrådet omkring, hvordan skolevæsenet skal se ud. For det er helt vildt vigtigt, at der er bred politisk opbakning til den skolestruktur, som man har. Det er en øvelse i at samle politikerne, skolerne og forældrene om at lave en struktur, som skal holde de næste mange år, siger han.

Mere centralisering?

Oplægget til en justering af skolestrukturen omfatter flere omrokeringer på skolerne.

- Eleverne i kommunen fordeler sig lidt anderledes, end de gjorde tidligere. Nogle steder har vi for mange kvadratmeter og for mange tomme klasselokaler, andre steder mangler vi elever. Så vi foreslår, at vi begrænser antallet af kvadratmeter og bruger pengene på undervisning i stedet for, siger Lars Hoppe Søe.

Lægger det her forslag op til mere eller mindre centralisering af den nuværende skolestruktur?

- Det lægger i det store og hele op til det samme. Vi går ikke ind og ændrer på, at vi har områdeledelse i vores skolevæsen. Og for de to matrikler, der foreslås lukket, ligger der andre skoler tæt på. Så jeg synes ikke, at vi laver et mere centraliseret skolevæsen. 

- Der vil selvfølgelig være nogen i Holme-Olstrup, som synes, at vi laver en centralisering, siger byrådspolitikeren og uddyber:

- Men der ligger en skole tre kilometer væk i et bysamfund, som næsten er vokset sammen med Holme-Olstrup, så selvfølgelig vil de i Holme-Olstup nok synes, at vi laver en centralisering, men det er faktisk et udtrykt for, at vi gerne vil have en kvalitetsskole. 

I forslaget er der lagt op til, at kommunen kan spare seks millioner kroner på at lukke Holmegaardsskolens afdeling i Holme-Olstrup og Kobberbakkeskolens Uglebro-afdeling. 

Men udvalgsformanden forsikrer, at de seks millioner ikke forsvinder fra skoleområdet

- Hvis vi lukker to matrikler, så frigøres der cirka seks millioner kroner, og det er ikke penge, der skal spares, det er penge, der skal bruges på at øge kvaliteten. Så det er på ingen måde en spareøvelse. 

Oplægget til den nye skolestruktur forventes at blive sendt i høring på et ekstraordinært udvalgsmøde 1. oktober. Derefter venter en længere høringsproces, før den endelige beslutning skal træffes i byrådet i december.

Børne- og Skoleudvalget i Næstved Kommune lægger op til disse justeringer af skolestruktuen

Fladsåskolen
Fladsåskolen med afdeling Mogenstrup og afdeling Korskilde forbliver uændrede

Susåskolen
Susåskolen med afdeling Glumsø, afdeling Herlufmagle og afdeling Holsted forbliver uændrede

Ellebækskolen
4. klasse flytter fra afdeling Kildemark til afdeling Kalbyris, så mellemtrinnet og overbygningen ligger samlet på afdeling Kalbyris. Der sker ikke yderligere ændringer på afdeling Kalbyris

Holmegaardsskolen 
To forslag bliver sendt i høring. For begge gælder, at afdeling Holme-Olstrup lukker

- Det ene forslag lægger op til, at alle elever fra afdeling Holme-Olstrup flytter til afdeling Toksværd, som forbliver en 0.-6. klasse skole

- Det andet forslag lægger op til, at alle elever fra afdeling Holme-Olstrup flytter til afdeling Toksværd, og at afdeling Toksværd udvides til en 0.-9. klasse skole. Udskolingseleverne bliver delt mellem afdeling Toksværd og afdeling Fensmark

Lille Næstved Skole
Lille Næstved Skole med afdeling Fuglebjerg, afdeling, Sandved, afdeling Hyllinge, afdeling Karrebæk, afdeling Karrebækvej, afdeling Herlufsholmvej forbliver uændrede

Der er dog afsat 30 mio. kr. i budget 2019 til en udbygning på Karrebækvej, der bliver en 0.-9. kl. skole pr. 2020

Kobberbakkeskolen
For Kobberbakkeskolen gælder det, at:

Afdeling Uglebro
- Afdeling Uglebro lukker, og eleverne flytter til afdeling Sydby

Afdeling Sydby
- Afdeling Sydby bliver fremover en 0.-3. klasse skole, inkl. specialområdet
- 4.-6. klasserne flytter til afdeling Sjølund
- 4.-6. klasser på specialområdet flytter til afdeling Sct. Jørgen
- U og B-klasser flytter fra afdeling Sydby, til Lille Næstved Skole, afdeling Karrebæk
- Derudover flytter familieklasserne fra afdeling Sct. Jørgen til afdeling Sydby

Afdeling Sjølund
- Afdeling Sjølund bliver fremover en 4.-9. klasse skole
- Tidligere elever på afdeling Sct. Jørgen forbliver afdeling Sjølund og afslutter 9. klasse
- Verdensklasserne flytter fra afdeling Sjølund til afdeling Sct. Jørgen

Afdeling Sct. Jørgen
- Afdeling Sct. Jørgen bliver fremover en 0.-9. klasse skole. Den indfasning sker over de næste tre år.
- SIA-klasserne udfases over de næste tre år

Afdeling Rønnebæk
- Uændret

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App