Det var en defekt i systemet, der har ført til forgiftning af medarbejdere på sukkerfabrikken i Nykøbing Falster.
Der var seks medarbejdere på arbejde, hvor to er blevet kørt på skadestuen.
Vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fortæller, at man lige nu er ved at tjekke de fire andre medarbejdere, om de skulle være berørt af udslippet.
- Der har været en defekt i det system, de bruger. Og derfor har de fået en forgiftning af kulmonoxid, siger vagtchef, Søren Østervig.
Kulmonoxid er det, vi i daglig tale kalder kulilte. En lugtfri og farveløs gas, der er giftig.
Beredskabet er lige nu til stede for at få styr på kemien, siger Søren Østervig. Samtidig fortæller han, at Styrelsen for Patientsikkerhed melder, at der ingen fare er længere. Gassen vil blive opløst i luften.
Udslippet har kun været til stede inde i et rum på fabrikken, og derfor er der ikke andre berørt af hændelsen.