Udsatte børn og unge bor især på Sjælland og øerne: - Det er ikke bare pletter, men et mønster

Størstedelen af Danmarks udsatte børn og unge bor på Vest- og Sydsjælland og øerne, viser en ny rapport. Ekspert kalder det bemærkelsesværdigt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De vest- og sydsjællandske kommuner samt øerne kæmper med mange udsatte børn og unge. 

Det viser en ny omfattende rapport fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, som har undersøgt danske børn og unges velfærd og trivsel på en lang række velfærdsområder. 

- Vi har lavet et specifikt kapitel om, hvor de udsatte børn og unge bor, og den viser, at der er sket en polarisering – ikke helt nyt – men det sker i stigende grad på Sjælland, hvor der bor en koncentration af børn, som man kan kalde udsatte, lyder det fra Karen Margrethe Dahl, der er senioranalytiker ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive.

quote Det sker især på Vestsjælland og øerne, der er præget af en høj andel af børn, som vokser op i udsatte familier

Karen Margrethe Dahl, senioranalytiker ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive

- De er i højere grad fattige, de bor med familier med lav uddannelse og i højere grad med forældre, der ikke er på arbejdsmarkedet. Det sker især på Vestsjælland og øerne, der er præget af en høj andel af børn, som vokser op i udsatte familier.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Kommuner topper kedelig liste

Rapporten Børn og unge i Danmark 2018 er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt 7.697 børn og unge. Den viser udviklingen i børn og unges trivsel og velfærd de seneste otte år. Den belyser for eksempel deres materielle velfærd, helbred, selvvurderet trivsel, sociale relationer og fritidsliv.

mange-penge-2014-.jpg
Læs også
To kommuner får millionstøtte til syge og udsatte borgere
mange-penge-2014-.jpg
Læs også
To kommuner får millionstøtte til syge og udsatte borgere

Otte ud af regionens 12 kommuner hører til blandt de 20 procent mest belastede kommuner i landet. Det drejer sig om Lolland, Guldborgsund, Vordingborg, Faxe, Slagelse, Kalundborg, Holbæk og Odsherred kommuner. 

- De fleste af de kommuner ligger i den øverste femtedel med 13-16 point, så de ligger relativt dårligt. Der er også kommuner rundt om København og i København og kommuner i Jylland, der ligger dårligt, men det er bemærkelsesværdigt, at det er et sammenhængende område på Sjælland, der ligger i den høje ende, siger Karen Margrethe Dahl.

Hvordan er det bemærkelsesværdigt?

- At det er en koncentration. Det er ikke bare enkelte pletter, ikke bare en enkelt kommunes politik, som man kan skyde skylden på, men et samlet bosætningsmønster, siger Karen Margrethe Dahl.

quote Det er danske forhold, så værre er det ikke, men de ligger i den allerøverste del af spektret

Karen Margrethe Dahl, senioranalytiker ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive

Et højt antal udsatte børn og unge

Hvorfor udsatte børn og unge særligt bor på Vestsjælland, Sydsjælland og øerne, ved Karen Margrethe Dahl ikke præcist.

- Men det er formeligt en kombination af muligheder for arbejde og uddannelse i disse områder og en polarisering i boligpriserne således, at der i de områder er lavere boligpriser, end der er rundt om København, siger hun.

Læs også
Udsatte unge står bag ny mini-zoo: - Vi kan nedbryde en masse fordomme
Læs også
Udsatte unge står bag ny mini-zoo: - Vi kan nedbryde en masse fordomme

Er der tale om et højt antal udsatte børn og unge, som bor på Vestsjælland, Sydsjælland og øerne?

- Ja, det er det, når man ser sammenlignet med Nordsjælland og Roskilde-Lejre-området, så er det høje andele af udsatte børn, som bor der. Det er danske forhold, så værre er det ikke, men de ligger i den allerøverste del af spektret. Det vil sige, at en kommune som Odsherred og en kommune som Lolland får 16 ud af 16 point og ligger i den øverste femtedel af alle de fire faktorer, som vi måler på. Andelen af fattige, andele, hvor forældrene ikke har nogen uddannelse, andele, hvor forældre ikke er i beskæftigelse, eller hvor der kun er en enlig forsørger, siger Karen Margrethe Dahl.

Læs mere om rapporten fra VIVE her. 

Blandt undersøgelsens andre resultater er:

  • At børn og unge i dag er markant mere sammen online, end de er i den virkelige verden
  • At trivslen i skolen daler
  • At flere skilsmissebørn har fået deleordninger
  • At flere unge oplever psykisk mistrivsel
  • At unge drikker mindre og er ældre, når de har sex første gang
  • At de større børn og unge får for lidt søvn
  • At 40 procent børn og unge med indvandrerbaggrund lever i familier, hvor ingen voksne har arbejde. Det samme gælder 8 procent af etnisk danske børn.

Rapporten finansieret af VELUX FONDEN og Bikubenfonden og er den tredje i en række. To tidligere rapporter udkom i 2010 og 2014.

Kilde: VIVE

Det næste dage sætter TV ØST fokus på udsatte børn og voksne i en række artikler og TV-indslag. 


Nyhedsoverblik