Det vi har sammen

Udlejer slog alarm for seks år siden: Sikkerheden er for dårlig på studentervogne

03:45

Allan Pedersen fra Panzermuseum East i Slagelse mener ikke, at sikkerheden for studentervogne er god nok.

Allan Pedersen fra Panzermuseum East i Slagelse mener ikke, at sikkerheden for studentervogne er god nok.

1 af 2

Sikkerheden på studentervognene er blevet nedprioriteret i årevis. Det siger en tidligere udlejer, der nu har droppet at køre med vognene.

Kører du i en bus, så skal du tage sikkerhedssele på. Men kører du i en studentervogn, så må du hoppe rundt i vognen, hænge ud over siden og høre knaldhøj musik.

Og det er et problem, siger Allan Pedersen fra Panzermuseum East i Slagelse.

Hans virksomhed stoppede sidste år med at køre studenterkørsel efter en strid om blandt andet partikelfiltre. Men han har i flere år forsøgt at få Trafikstyrelsen til at stramme op på reglerne for studenterkørsel – en diskussion som igen er blevet meget aktuel, efter en 19-årig mand lørdag faldt ud af en studentervogn, der kørte mellem 50 og 60 kilometer i timen nær Tappernøje på Sydsjælland.

Det er som om, at de ikke ved, hvad der foregår, når de laver reglerne

Allan Pedersen, Panzermuseum East

Studentervognen var af typen med åbne sider, og vognen var synet fire dage før ulykken. Efterfølgende er bilen også tjekket, uden at der er fundet fejl. Men sikkerhed er mere end et almindeligt syn og et tjek af en lastbils køreegenskaber er ikke nok til at sikre studenterne. Reglerne er simpelthen for dårlige, siger Allan Pedersen til TV ØST.

- Et af de store problemer er de åbne lastvogne: Siderne er ikke særlig høje og er ikke yderligere sikret med net eller gitter. Derfor er det let at falde ud, hvis man får overbalance. Det bliver jo ikke bedre, når folk samtidig er berusede. Vognene er heller ikke overdækkede. Det betyder, at de unge mennesker sagtens kan komme op ovenpå bilen, og her er de i fare for eksempelvis broer og grene, siger Allan Petersen.

Læs også Psykologer står klar til at hjælpe studenter efter ulykke

Skrev - men fik ikke svar

Han skrev helt tilbage i 2012 til Trafikstyrelsen med ti konkrete forslag til at stramme op på sikkerhedsreglerne for studenterkørsel – men trods rykkere blev hans henvendelse aldrig besvaret.

- Jeg synes, der er alt for mange urimelige og forkerte krav fra myndighederne omkring sikkerhed. De mennesker, der behandler de her sager – de kommer altså ikke ude i det virkelige liv. Det er som om, at de ikke ved, hvad der foregår, når de laver reglerne, siger Allan Pedersen søndag til TV ØST.

Han peger eksempelvis på mere strikse hastighedsbegrænsninger for vognene og på et forbud mod at spille høj musik under kørslen.

- Når du kører rundt med 5.000 watts musikanlæg, så har du ikke en jordisk chance for at høre, hvis der sker noget på bilen. Du kan ikke høre anråb fra gaden eller udrykningskøretøjer. Det er komplet uforsvarligt, siger han.

Læs også Student fortsat i kritisk tilstand efter fald fra studentervogn

Ekspert vil have undersøgelse

Analysechef Jesper Sjølund fra Sikker Trafik vil gerne have en undersøgelse af forholdene for studenterkørsel.

Hans oplevelse er nemlig, at der hvert eneste år sker større eller mindre ulykker med vognene.

- Jeg synes, det er på tide, man kigger ulykkerne igennem og ser, hvad man kan gøre. Man skal ikke glemme, at der er meget klare regler for, hvordan de her lastbiler er indrettet. Det kan sikkert gøres mere sikkert, og det synes jeg, man skal gøre, siger han til TV ØST.

Læs også Student meldes hårdt kvæstet: Faldet af studentervogn

Flere politikere har søndag foreslået, at man helt forbyder studenterkørsel. Men det tror Jesper Sjølund ikke på.

- Det tror jeg, man skal være varsom med. Så begynder trafikken at foregå I personbiler med forældre bag rettet. Det tror jeg ikke er en løsning, siger han.

TV ØST har søndag flere gange uden held forsøgt at få en kommentar til sagen fra Trafikstyrelsen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App