Udlejer efter ulykke: Ingen mistanke om dårlig stand af altan

Udlejer fortæller til TV ØST, at han aldrig har ført tilsyn med altanerne.

Natten til søndag var seks unge involveret i en alvorlig altanulykke og to af dem er stadig i livsfare. Nu fortæller udlejeren, at han aldrig har tjekket altanernes tilstand.

En fest på Hammerloden 29 i Nykøbing Falster lørdag nat fik en kedelig udgang, da seks unge mennesker mellem 19 og 21 år var involveret i en altanulykke. To piger er stadig i livsfare og indlagt på Rigshospitalet i København.

TV ØST har mandag været i kontakt med John Jensen, der ejer huset på Hammerlodden. Han er stadig i chok over, at det kunne ske, og han fortæller, at han tænker meget på de tilskadekomne.

Købt i 2006

I de ti år, John Jensen har ejet ejendommen, har der ikke været ført tilsyn med altanerne.

- Jeg har aldrig haft mistanke om, at altanerne kunne være i dårlig stand. Hvis jeg havde haft mistanke, så havde jeg selvfølgelig gjort noget ved det, siger John Jensen til TV ØST.

Han fortæller også, at han købte bygningen for omkring 10 år siden, og han mener, at den er bygget tilbage i 1946, og at altanerne er bygget samtidig med ejendommen. Dette bekræfter Ejendomscenteret i Guldborgsund Kommune.

Efter ulykken i går, hængte John Jensen en seddel op i ejendommen, hvor han fraråder al ophold på altanerne.

Ansvar ligger hos ejer

Fordi Hammerlodden 29 blev opført i 1946, så ligger ansvaret hos ejeren af ejendommen og ikke dem, der har opført bygningen og altanerne.

- Altanen blev selvfølgelig godkendt i 1946, men den godkendelse er jo meget forældet nu, og derfor ligger ansvaret ikke ved dem, der har bygget altarne, men hos dem der ejer dem. Hvis altanen kun var et år gammel, så er det selvfølgelig entreprenøren, der har ansvaret, siger Søren Petersen, der er leder af Ejendomscenteret i Guldborgsund Kommune.  

Fordi det er privatudlejning, så skal kommunen ikke føre tilsyn. Hvis en lejer selv kontakter kommunen og fortæller, at udlejer flere gange er blevet gjort opmærksom på, at der skulle være problemer med sikkerheden, og udlejer så ikke gør noget, så kan kommunen give ejer et påbud.

- Vi kan jo ikke køre rundt og tjekke tilstanden på alle altaner i kommunen. Det er ejerens ansvar, at sørge for, at alt er i orden, siger Søren Petersen.

I Guldborgsund Kommune bliver der løbende ført tilsyn med deres ejendomme, og tilstanden på altanerne, lyder det fra det kommunale ejendomscenter.  

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App