Uddannelse af unge som instruktører skal udbredes til sociale boligområder

Et DGI-projekt fra Holbæk med unge som streetfodbold-instruktører skal udbredes til ghetto-områder i Slagelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et samarbejde mellem den boligsociale helhedsplan i Holbæk og idrætsorganisationen DGI er blevet så stor en succes, at projektet nu skal udbredes til en lang række andre boligområder, blandt andet i Slagelse.

Det skriver DR Sjælland.

Det drejer sig om et projekt i Ladegårdsparken med omkring 800 lejligheder og 2.000 beboere.

Her blev en halv snes unge uddannet til instruktører i streetfodbold, fortæller konsulent i DGI Midt og Vestsjælland, Steen U. Hansen, til DR Sjælland.

- Det er storebror eller en fætter, man kender i forvejen, som er træner. Det skaber en meget stor tryghed for de unge i området. Det er gået supergodt med de ti, der er uddannet til trænere og ledere. Der er lavet en video, som nu skal bruges til præsentation til andre DGI landsdele.

De unge tager sig af både træning, kampe, undervisning og turneringer, fortæller 18-årige Ali Tastan.

- Vi har fået at vide, at vi er de bedste, som DGI har trænet, og vi er blevet filmet til en reklamevideo. Det er virkelig rart at få at vide, at vi kan noget, siger han til DR Sjælland.

14-årige Medina har også været med på uddannelsen som instruktør i streetfodbold, og hun er stolt over, at DGI har rost dem meget for projektet.

- Jeg havde ikke troet, det ville blive så stort, men efter vores turnering var det virkelig godt, og jeg er blevet rigtig glad for det, siger hun til DR Sjælland.

Fællesskab er vigtigt

Minela Mahmutovc er børne- og ungekonsulent i Ladegårdsparken, og hun mener, at projektet med DGI vil være godt for alle sociale boligområder.

- Det vigtige er et fællesskab og nogle at holde sig til, når man har det hårdt i hverdagen. Det er der mange, der har, og så hjælper sådan et fælleskab, som vi har skabt her i Ladegårdsparken, siger hun.

Et af de steder, hvor man har grebet ideen fra Holbæk er i Slagelse.

Her skal DGI sammen med Helhedsplanen i Slagelse og Gerlev Idrætshøjskole udføre projektet i tre af kommunens fire store boligområder. Det er Ringparken og Sydbyen i Slagelse og Motalavej i Korsør.

- Vi vil forsøge at følge op på de ting, som vi ser i dagligdagen. Kan vi bruge kontakterne og energien i det her projekt til andre ting. Det kan være i uddannelsessammenhæng, det kan være i skolesammenhæng. Der er mange ting, vi kan bruge det her til, og det har vi tænkt os at udnytte, siger borgmester i Slagelse, John Dyrby Paulsen (S) til DR Sjælland.

Projektet i Slagelse starter til marts.


Nyhedsoverblik