Tyverier fra varebiler fortsætter - otte anmeldelser på et døgn

I Midt- og Vestsjællands Politikreds kæmper de med en stigning i tyverier fra især varebiler. Politiet opfordrer til, at man markerer sit værktøj.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I løbet af de sidste 24 timer har Midt- og Vestsjællands Politi modtaget intet mindre end otte anmeldelser om tyverier fra køretøjer. Syv af tyverierne var fra varebiler.

Og i politikredsen har de i første kvartal af 2018 oplevet en ”opblomstring af tyverier fra biler og varebiler”, som kommunikationsansvarlig Carsten Andersen formulerer det.

quote Hvis det er noget, tyven vil omsætte her i landet, så er det meget vanskeligere, hvis værktøjet er mærket

Carsten Andersen, Midt- og Vestsjællands Politi

- Det er typisk varebiler, det går udover, hvor der bliver stjålet værktøj. Den anden kategori, hvor det er tyveri fra biler, det er typisk, hvor man går ind og fjerner for eksempel en del af panelerne, noget navigationsudstyr, airbags eller andre dele, siger han til TV ØST.

Svære at opklare

Og det er enormt svært for politiet at opklare tyverierne, fortæller Carsten Andersen.

- Det foregår typisk meget sent om natten, vi får ganske få henvendelser om sagerne, og så kommer en tømrer ud til sin bil om morgenen og oplever, at den er tømt i løbet af natten. Så er han jo ligesom sat ud af spillet den dag, siger han.

I løbet af det seneste døgn er tyvene er især sluppet af sted med værktøj, og det er det generelle billede. Derfor opfordrer politiet til, at man mærker sit værktøj i varebilen for eksempel ved at indgravere det.

quote Vi har lavet et tiltag, hvor vi opfordrer til, at man sætter et mærkat på sin bil, hvor der står, at al værktøj og indhold i bilen er mærket

Carsten Andersen, Midt- og Vestsjællands Politi

- Det gør det også meget nemmere for os, for hvis vi stopper en bil lige efter, og den er smækfyldt med værktøj med en speciel signatur på, så ved vi jo, hvor det kommer fra. Eller vi kan i hvert fald hurtigt finde ud af det. Det er en kæmpe hjælp for os, siger Carsten Andersen og tilføjer:

- Man kan også sige, at hvis det er noget, tyven vil omsætte her i landet, så er det meget vanskeligere, hvis værktøjet er mærket. Og så er det ikke nær så sjovt at stjæle. Det kan måske godt sælges uden for landets grænser, men her i landet er det nok ikke så nemt.

Sæt mærkat i bilen

Politiet har altså stor fokus på at forebygge de mange indbrud i varebiler.

- Vi har lavet et tiltag, hvor vi opfordrer til, at man sætter et mærkat på sin bil, hvor der står, at al værktøj og indhold i bilen er mærket. Og det er selvfølgelig et lønligt håb om, at der så er færre, der begår indbrud i bilerne, siger Carsten Andersen.

Man kan få mærkatet udleveret hos politiet. 

Du kan få udleveret dette klistermærke af politiet og sætte det på din varebil.
Du kan få udleveret dette klistermærke af politiet og sætte det på din varebil. Foto: Politiet på Twitter

Politiet opfordrer også til, at man sørger for, at værktøjet ikke er synligt udefra, og at man parkerer sin bil, så det er vanskeligt at komme ind i varerummet.

Derudover vil politiet også meget gerne høre fra eventuelle opmærksomme vidner, der har lagt mærke til mistænkelige biler i nattens løb.

Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4. 

Flere indbrud i varebiler i Ringsted
Læs også
Flere håndværkere plages af indbrud i varebiler
Flere indbrud i varebiler i Ringsted
Læs også
Flere håndværkere plages af indbrud i varebiler

Nyhedsoverblik