Tyve går efter euro og guldsmykker

På få dage har en indbrudsbølge ramt Vordingborg, og tyvene går efter euro og smykker.

En indbrudsbølge har ramt Vordingborg, og det er især kontanter og guldsmykker, tyvene går efter.

På få dage har politiet registreret hele 23 indbrud i Vordingborg. Tyvene er især på rov efter guldsmykker og kontanter.

Tallet for indbruddene er meget højt i forhold til sidste år, hvor der kun blev registreret fire indbrud i den samme periode. Det fortæller Arne Holdensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Samme bagmænd står bag indbrud

Politiet tror, at det er de samme personer, der står bag de mange indbrud. Det særlige for indbruddene er, at tyvene bryder vinduerne op for at komme ind i de private huse.

- Det er de spor, vi finder derude. Det er det samme værktøj, ser det ud som om. Det er det samme, der er brugt derude. Det er de samme ting, man stjæler - altså de samme koster, man går efter. Det er typisk penge, kontanter og smykker, som er let omsættelige, siger Arne Holdensen. 

Det er ikke danske penge og kontanter, tyvene vil have fat i. De går efter euro, og det er ret atypisk ifølge Arne Holdensen.

- Det er formentlig, fordi de skal afsættes eller bruges i udlandet, men vi kan ikke sige, om det er udlændinge. Det tør jeg ikke sige noget om. Så langt er vores efterforskning ikke nået endnu. Men mange gange så tror vi på, at det er den vej, vi skal kigge, fordi det er en bølge, der kommer på én gang, siger han.   

Ingen sammenhæng med festuge

Selvom tyverierne foregik i sidste uge, hvor der også blev afholdt Vordingborg Festuge, så mener politiet ikke at de to ting har nogen sammenhæng.

- Jeg tror på, at det er en typisk sommer-forseelse. Det har ikke noget med festugen at gøre som sådan. Det er desværre lige ramt i den uge, hvor der har været festuge i Vordingborg by, men jeg tror ikke det har noget som helst med det at gøre, siger Arne Holdensen.

Sådan kan du undgå indbrud

Politiet opfordrer folk til at finde sammen på vejen, så man med nabohjælp kan undgå visit af de ubudne gæster.

Ifølge politiet skal man følge disse råd:

  • Fyld skraldespanden op hos naboen, hvis naboen er på ferie.
  • Slå græsset hos hinanden, så en lang græsplæne ikke afslører, at husejerne er ude.
  • Parker bilen i naboens carport eller garage, hvis man selv har to biler. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App