Tyvagtigt ægtepar gik målrettet efter ældre kvinder

15 kvinder i Østjylland og på Sjælland mistede dankort til professionelle tyve fra Rumænien.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En stribe ældre kvinder i Østjylland og forskellige steder på Sjælland har i hvert fald én ting til fælles: I forbindelse med en indkøbstur blev de distraheret på professionel vis af et rumænsk par.

Fredag har Retten i Roskilde dømt parret for 15 gange at have stjålet dankort og derefter at have misbrugt kortet, oplyser politiet.

Duoen udså sig deres ofre i forretninger, hvor det i køen lykkedes at aflure den kode, der blev indtastet, fortæller Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Kort efter blev kortene stjålet. Parret stillede typisk en masse spørgsmål til kvinderne, som på den måde blev afledt.

Ofrene bor i Vejle, Køge, Ringsted, Roskilde, Greve og andre steder.

Ni måneder bag tremmer

Parret er hver idømt fængsel i ni måneder, som lægger sig i forlængelsen af en dom afsagt i Norge for helt tilsvarende kriminalitet.

Manden, der er 43 år og den et år ældre kvinde, har tilstået enkelte af forholdene.

Begge har modtaget dommen, oplyser anklagerfuldmægtig Henrik Smedegaard.

- Der er tale om meget professionelt udførte tyverier, udtaler han.

Udbyttet løb op i cirka 290.000 kroner i løbet af perioden, hvor parret udså sig de forholdsvis nemme ofre.

Efter normale omstændigheder ville parret stå til en straf på cirka halvandet års fængsel, oplyser Henrik Smedegaard.

Men da den danske sag skal ses i sammenhæng med den norske er resultatet altså blevet ni måneder. Samtidig er de blevet udvist af Danmark.

- Der er er i det hele taget stor grund til at glæde sig over, at politiet både i Norge og Danmark har været i stand til at opklare sagerne, fastslår Smedegaard i pressemeddelelsen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik