Rene Holten Poulsen fra Maribo er ikke længere forsvarende verdensmester i 1000 meter enerkajak.
Den danske kajakprofil sluttede langt tilbage i lørdagens VM-finale i Racice i Tjekkiet, hvor han måtte se tyskeren Tom Liebscher overtage titlen som verdens hurtigste på OL-distancen.
Liebscher slog til med en imponerende slutspurt, hvor han efterlod Fernando Pimenta fra Portugal og tjekken Josef Dostal i sit kølvand og kom i mål i tiden 3 minutter og 27,754 sekunder.
Rene Holten Poulsen var ellers kommet i finalen med tredjebedste tid, men han sakkede hurtigt bagud og havde tilsyneladende ikke kræfter til en spurt, der kunne bringe ham tilbage i medaljestriden.
Han sluttede finalen på en ottendeplads næsten fem sekunder efter vinderen, og spørgsmålet er, om ikke danskeren sparede lidt på energien, da slaget alligevel var tabt.
Senere lørdag formiddag kom han igen i aktion, men i finalen i 500 meter toerkajak sluttede han sammen med Nils Boe næstsidst som nummer otte.