Det vi har sammen

Tysk ægtepar fik takket være gamle postkort lov til at købe dansk sommerhus

03:39

Der skal en særlig tilknytning til Danmark til, før udlændinge får lov at købe fritidshuse her. For Jürgen og iris Kaatz var det en stak postkort, der gjorde udslaget - nu har de en flexbolig i Gedser. Video: Dorthe Olsgaard - TV ØST

Iris og Jürgen Kaatz foran deres flexbolig i Gedser. De bor til hverdag i byen Wittstock, som ligger cirka halvanden time syd for Rostock. Foto: Dorthe Olsgaard - TV ØST

1 af 2

Jürgen og Iris Kaatz er nogle af de få udlændinge, der sidste år fik lov at købe sommerhus i Danmark. Det lykkedes takket være 40 gamle postkort.

Kendingsmelodien til Olsen Banden-filmene går i gang, når man ringer på dørklokken hos Jürgen Kaatz og Iris Mitschrick-Kaatz i Gedser.

Her er skønt, mere fredeligt og ikke så hastigt som i Tyskland.

Jürgen Kaatz, husejer fra Wittstock, Tyskland.

- Jeg er en stor fan, forklarer Jürgen Kaatz med et smil.

Generelt er den 58-årige tysker stor fan af Danmark, og parret bruger alle deres ferier i huset i Gedser.

- Her er skønt, mere fredeligt og ikke så hastigt som i Tyskland, siger Jürgen Kaatz.

På ferie i Danmark i 25 år

Sidste år overtog han og hans kone et lille hus på Genvej i Gedser, som de købte som flexbolig. Det skete, efter at Jürgen Kaatz i over 25 år har taget på en række ferier og kortere besøg i Danmark.

Ønsket om et hus på Falster var vokset gennem de mange år, hvor han alene eller sammen med sin tidligere kone havde besøgt det lille rige mod nord.

Men som udlænding er det svært at få lov at købe et fritidshus. Sidste år lykkedes det for 248.

- Jeg håbede i mange år, og så var der et lille hul i loven, og så gik jeg og grublede over, hvordan vi kunne gøre det, siger Jürgen Kaatz.

Det viste sig dog at gå nemt med at få godkendelsen fra det danske justitsministerium.

Sendte postkort hjem til sig selv

For siden Jürgen Kaatz' første rejse til Danmark i 1990 - efter murens fald - har han sendt postkort hjem til sig selv i Tyskland.  

Jeg tror, mit hjerte har tre kamre. Et til min kone, et til Østersøen og et til Danmark

Jürgen Kaatz, tysk husejer fra Wittstock, Tyskland

Det er blevet til omkring 40 postkort gennem tiden, og dem har Jürgen Kaatz gemt.

- Jeg gjorde det i sin tid for min fornøjelses skyld, sådan så når jeg var tilbage i Tyskland, så kunne jeg huske mine besøg i Danmark, fortæller den glade husejer.

Men postkortene viste sig at være en god idé, hvis Jürgen Kaatz ville købe et hus i Danmark.

- Justitsministeriet ville jo gerne have beviser, der viste, hvor ofte jeg var i Danmark og hvornår, og der tog jeg så bare mine postkort frem, siger Jürgen Kaatz.

Nu tager han og hans kone, Iris Mitschrick-Kaatz, så ofte op til Gedser, som det kan lade sig gøre.

- Jeg tror, mit hjerte har tre kamre. Et til min kone, et til Østersøen og et til Danmark, fortæller Jürgen Kaatz.

Tip os Har du et godt tip?