Det vi har sammen

Tvist om sygehusbyggeri giver Region Sjælland ekstraregning

Byggeriet af Psykiatrisygehuset i Slagelse har ført til en uenighed mellem Region Sjælland, et entreprenørfirma og en totalrådgiver. Den tvist skal afgøres i Voldgiftsnævnet. Foto: TV ØST

Regionen skal betale yderligere 32 millioner kroner til entreprenøren på byggeriet af psykiatrisygehuset i Slagelse. Det har Voldgiftsnævnet besluttet.

En tvist mellem Region Sjælland og entreprenørfirmaet bag Psykiatrisygehuset i Slagelse kommer i første omgang til at koste regionen dyrt.

Voldgiftsnævnet har nemlig taget en beslutning i den første af fire sager om ekstraregninger på sygehusbyggeriet, og den er endt med, at regionen skal betale 32 millioner kroner til entreprenørfirmaet. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Ifølge Sjællandske skal regionen også betale renter på omkring ni millioner kroner.

Handler om jordarbejde

Tvisten i den første og nu afgjorte sag handler blandt andet om nogle nedgravede rør, og hvor mange penge entreprenøren skal have for at håndtere jord. Entreprenøren mener ifølge Regions Sjælland, at de skal have penge per meter rør, der lægges og ikke for den mængde jord, der fjernes.

Region Sjælland understreger dog i pressemeddelelsen, at afgørelsen i den første sag ”ikke kan tages til udtryk for, hvordan sagerne ender totalt, da specielt den sidste sag mod totalrådgiveren alene er krav fra regionen om erstatning og honorartilbagebetaling”.

Koncerndirektør: Urimelig afgørelse

Ikke desto mindre er koncerndirektør i Region Sjælland, Lars Onsberg Henriksen, stærkt utilfreds med Voldgiftsnævnets afgørelse i den første sag. En afgørelse, hvor regningen reelt set ender hos skatteborgerne.

- Det betyder, at regionen skal betale for fejl og mangler, som regionen ikke har ansvaret for. Ved tvister bliver regionen som offentligt bygherre vægtet som den stærkeste part, som skal tåle mere. Det forhold finder regionen urimeligt og unfair, siger koncerndirektøren i pressemeddelelsen.

Resultatet i Voldgiftsnævnet ændrer ifølge Region Sjælland ikke byggeregnskabet, og det er stadig forventningen, at det samlede tvistregnskab kan balancere, når alle fire sager er afsluttet i 2018.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App