Tusindvis af borgere kan nu få kræftbehandling i regionen

Region Sjælland har fået grønt lys til selv at behandle både kræftpatienter og patienter med hjertesygdomme.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tusindvis af kræftpatienter og patienter med hjertesygdomme behøver i fremtiden ikke tage til Rigshospitalet, når de skal opereres eller på anden måde behandles.

Efter flere års tovtrækkerier mellem Region Sjælland og Sundhedsstyrelsen, har styrelsen nemlig sagt ja til, at sygehusene i Region Sjælland må behandle flere patienter med komplicerede sygdomme fra marts 2017.

Det har været en hård nød at knække, og derfor er det også en glædelig nyhed, mener næstformand i Regionsrådet Peter Jacobsen (DF).

- Det, at vi kan få flere specialer til Region Sjælland, gør, at nærhedsprincippet træder i kraft, og borgerne kan blive behandlet i vores eget væsen, så det er vi rigtig glade for, siger Peter Jacobsen (DF) til DR P4 Sjælland.

Regionsrådsformand Jens Stenbæk (V) søgte tidligere i år hjælp hos sundhedsminister Sofie Løhde (V), som var behjælpelig med at trænge igennem til Sundhedsstyrelsen.

- Det var på det møde, at muligheden for at lave en udviklingsplan sammen med Sundhedsstyrelsen, der giver flere specialer og dermed mere behandling af borgere i vores egen region, blev født, siger Jens Stenbæk (V) til DR P4 Sjælland.

Kan være enden på lægemangel

Sygehusene i Region Sjælland mangler 130 læger, men der er lys for enden af tunnelen med den nye specialeplan.

Region Sjælland bliver nemlig meget mere attraktiv for læger med ambitioner de kommende år, mener en af regionens politikere.

- I det øjeblik, at vi har lov til at have specialerne, kan vi tiltrække den rigtige arbejdskraft, siger socialdemokraternes gruppeformand i regionen, Anne Marie Knigge (S) til DR P4 Sjælland.

Sundhedsstyrelsen har stillet i udsigt, at der kommer endnu flere tilladelser til Region Sjælland, når Universitetssygehuset i Køge er fuldt udbygget.

Region Sjælland har de kommende år fået mulighed for at forhandle to gange om året med Sundhedsstyrelsen for at få lov til at behandle endnu flere sygdomme.


Nyhedsoverblik