Turisme-uddannelse kommer til Nykøbing Falster

I fremtiden vil det være muligt at læse Leisure Management i Nykøbing Falster. Uddannelsen findes allerede i Roskilde og som e-læring.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

University College Sjælland har valgt at styrke den danske Leisure Management-uddannelse og vil fremover også tilbyde uddannelsen i Nykøbing Falster. Uddannelsen findes allerede i Roskilde og som e-læring.

Den nuværende engelsksprogede version af uddannelsen lukker samtidig, men de nuværende studerende vil ikke blive berørt af ændringerne. Det skriver USCJ i en pressemeddelelse.

- UCSJ udbyder som de eneste i Danmark Leisure Management-uddannelsen. Det er en professionsbacheloruddannelse, der klæder studerende på til at arbejde inden for turisme, event og hotelbranchen, udtaler Hans Stige, bestyrelsesformand på UCSJ, i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Og netop oplevelsesøkonomien fylder meget i Region Sjælland og er i hele Danmark et område med gode beskæftigelsesmuligheder. Derfor ønsker UCSJ at styrke Leisure Management uddannelsen og målrette den, så den i højere grad leverer arbejdskraft med de rette kompetencer til det danske arbejdsmarked.

Forventet optag af studerende i 2018

Bestyrelsen på UCSJ har på den baggrund besluttet at udvide den dansksprogede Leisure Management-uddannelse, således at den fremover også udbydes i Nykøbing Falster.

Udvidelsen sker under forudsætning af godkendelse af uddannelses- og forskningsministeren efter indstilling fra Det rådgivende udvalg for vurdering af udbud af videregående uddannelse (RUVU).

En dansksproget version af uddannelsen i Nykøbing Falster forventes at kunne optage studerende efter sommerferien 2018.

Skal udvikle oplevelsesøkonomien i hele Region Sjælland

Beslutningen indebærer samtidig, at der fra 2017 ikke optages flere studerende på det engelske udbud. Studerende, som er i gang med uddannelsen i Nykøbing Falster kan færdiggøre uddannelsen som planlagt.

Beslutningen om at fokusere på en uddannelse på dansk skyldes først og fremmest, at hovedparten af de studerende de senere år har været fra udlandet og efter endt uddannelse har forladt Danmark.

Da det er UCSJ’s opgave at uddanne til det danske arbejdsmarked, er det en uholdbar situation. UCSJ forventer, at udbuddet af en dansksproget Leisure Management uddannelse i Nykøbing Falster vil ifølge UCSJ selv medvirke til yderligere at udvikle oplevelsesøkonomien i hele Region Sjælland, og at det især vil have en positiv effekt på Lolland-Falster, Møn og Sydsjælland.


Nyhedsoverblik