Trods massedød i Tuse Å: Slam fra udslip er et naturligt produkt

Udslippet blev opdaget torsdag, da der blev opdaget grønligt vand i åen. Foto: Johnny D. Pedersen / skadestedsfotograf.dk

Det var en miljøvenlig slamtype, der i sidste uge førte til forurening af Tuse Å.

En helt særlig type gødning, hvis blandingsforhold kan tilpasses markens behov.

Det er synderen bag sidste uges store udslip af bioslam i Tuse Å-systemet.

Produktet KombiGro er fremstillet af biologisk affald fra blandt andet Novo Nordisk i Kalundborg og er efterfølgende blevet raffineret og tilpasset til landmandens enkelte behov. 

Læs også Fiskeriformand: Massivt slamudslip har udslettet op mod 15.000 fisk i Tuse Å

Det oplyser Kalundborg Bioenergi A/S, der står bag produktionen af bioslammen, der er et restprodukt fra produktion af biogas.

- Det er et helt naturligt produkt, som vi oven i købet til en vis grænse kan tilpasse til den enkelte landmands behov, så han ikke overgøder. Derfor er det altså rigtig ærgerligt, at vores produkt er endt som forurening i åen, siger Erik Lundsgaard fra Kalundborg Bioenergi.

Uheldet skete på Vognsegård i Svinninge, hvor bioslammet blev flyttet, før det blev spredt på markerne.

Uheldet blev opdaget torsdag, da der blev opdaget grønligt vand i åen, ligesom store mængder fisk siden er fundet døde. 

Udslippet spredte sig fra det lille vandløb og ud i Tuse Å-systemet. Foto: Johnny D. Pedersen / skadestedsfotograf.dk

Skal ligne gylle

Bioslammet er sat sådan sammen, så det ligner gylle og kan udlægges med de samme maskiner.

- Når man spreder gylle, så kan man enten gøre det via store traktorer og store gyllevogne eder kører med måske 25 ton af gangen – eller via en anden metode, hvor du bruger mindre tungt udstyr, og i stedet pumper gyllen frem til marken med slanger. Udslippet er sket i denne forbindelse, fortæller Erik Lundsgaard.

Læs også Kommune har fundet synderen bag stort slamudslip - flere end 10.000 fisk er døde

Der har været en alarm på slangen, der skulle advare, hvis trykket faldt i slangen. Men der har været tale om et så forholdsvist lille et hul i slangen, at alarmen ikke er blevet udløst. Det havde den betydning, at udslippet ikke blev opdaget, før bioslammet var endt i Tuse Å og skabte problemer.

Mængdemæssigt svarer udslippet til indholdet af en større privat svømmepøl.

Ikke mere kraftigt end normalt

Selvom der er sket store skader på å-systemet, så er der trods alt mængdemæssigt tale om en forholdsvis lille mængde bioslam, siger Erik Lundsgaard. Den mængde biomasse, der er løbet ud svarer ifølge Holbæk Kommune til den mængde, der normalt skal spredes ud på fire-fem fodboldbaner.

Erik Lundsgaard understreger dog, at bioslammet ikke er en mere kraftig gødning end almindeligt gylle.

- Den eneste forskel på gylle og vores produkt er, at vi lidt bedre kan styre indholdsstofferne. Men det er ikke koncentreret i forhold til andre typer gødning. Men det er klart, at den koncentrerede gødning i åen muligvis kunne lave store skader, siger han.

Læs også Sådan skete det massive slamudslip

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App