Trods færre passagerer indleder DSB året med millionoverskud

Første kvartal gav overskud før skat på 114 millioner kroner i DSB, selv om der blev solgt færre rejser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

DSB havde færre passagerer i første kvartal 2018, men alligevel formåede statsbanerne at øge overskuddet i forhold til samme periode sidste år.

Det oplyser DSB i forbindelse med sit regnskab.

DSB fik et resultat før skat på 114 millioner - korrigeret for engangsposter. Det er 66 millioner kroner bedre end i 2017 på den post.

Antallet af solgte rejser faldt med fem procent.

- Det skyldes hovedsageligt en nedgang i antal rejse i S-tog på grund af sporarbejder samt påskens placering i forhold til sidste år, lyder det fra DSB.

Præget af problemer på Sjælland 

Kvartalet var også præget af store problemer med en del af de sjællandske togstrækninger, hvor de såkaldte ME-lokomotiver måtte tages ud af drift, fordi deres aksler slog revner. Det betød færre afgange i en periode.

Det vejer ned i regnskabet, at DSB har fået mindsket sin kontraktbetaling med 50 millioner kroner i kvartalet, men samtidig tæller det op, at omkostningerne er reduceret.

Det skyldes blandt andet, at der er sagt farvel til omkring 100 stillinger i administrationen, ligesom ansatte tjenestemænd har fået reduceret deres pensionsbidrag.


Nyhedsoverblik