Mange madanmeldere havde spået, at det ville ske, men nu er det også blevet til virkelighed.
Dragsholm Slots gourmetkøkken, Slotskøkkenet, kommer fremover til at fremgå af Michelin Nordic Guide 2017, efter det onsdag blev offentliggjort, at restauranten er blevet tildelt en af de eftertragtede Michelin-stjerner.
- Claus Henriksen (køkkenchefen, red.) er en meget erfaren kok. Han er en fantastisk mentor for sit team og er ikke kun visuel, men rammer også plet med smagen, sagde Michelin-inspektørerne om madoplevelsen på Dragsholm Slot.
Claus Henriksen er en fantastisk mentor for sit team og er ikke kun visuel, men rammer også plet med smagen
Giver historie til stedet
Og det var en stolt køkkenchef, der modtog stjernen på scenen i Stockholm.
- Jeg er meget stolt af at være med til at skaffe en Michelin-stjerne til et 800 år gammelt slot med al den historie. Det er med til at give endnu mere historie til stedet, sagde han.
Dermed kan regionen bryste sig af to Michelin-restauranter, fordi også Hotel Frederiksminde i Præstø har en stjerne.
Slotskøkkenet på Dragsholm er den syvende bedste restaurant i Danmark og er samtidig kåret til den 13. bedste restaurant i Norden. Og nu kan den altså også brande sig selv som Michelin-restaurant.
Jeg er meget stolt af at være med til at skaffe en Michelin-stjerne til et 800 år gammelt slot med al den historie
En kæmpe forløsning
Køkkenchef Claus Henriksen er i Stockholm for at modtage hæderen, men allerede tirsdag satte han over for TV ØST ord på, hvad Michelin-hæderen ville betyde for Dragsholm Slot.
- Det bliver jo en kæmpe forløsning. For slottet, for personalet - alle dem, der har gjort et kæmpe stykke arbejde. Men det er jo ikke kun dem. Vi snakker jo også landmændene, der har produceret grøntsagerne. Det er hele vejen. Det er fra jord til bord, sagde han.
Michelin-stjernerne bliver uddelt ved, at Michelin-inspektørere kommer forbi flere gange for at vurdere maden.
DET BEDØMMER MAN EFTER
- Kvaliteten på råvarerne
- Håndværket - det vil sige smagen og tilberedningen
- Personligheden - det vil sige, hvor godt det er lykkedes for kokken at finde sit eget udtryk
- Noget for pengene
- Kvalitet over tid - det skal være en lige fantastisk oplevelse, uanset hvornår man besøger restauranten.
Kilde: Guide Michelin