Tricktyv lokkede dankortoplysninger ud af 45-årig mand

En mand fra Høng blev fredag narret til at udlevere sine kreditkortoplysninger, da en engelsktalende mand ringede. Tyven nåede at hæve 1.000 dollars.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 45-årig mand fra Høng blev fredag ringet op af en engelsktalende mand, som udgav sig for at være fra Microsoft.

Den fremmede mand fik talt så godt for sin sag, at den 45-årige udleverede sine kreditkortoplysninger til manden. Kort efter blev der hævet 1.000 dollars op kortet – svarende til godt 7.000 danske kroner.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i weekendens døgnrapport.

Politiet advarer

Den 45-årige blev klar over, at noget var galt, da hans bank undrede sig over den udenlandske hævning og kontaktede ham.

Politiet undersøger nu, hvor telefonopkaldet og hævningen kom fra, og samtidig advarer de kraftigt mod at videregive personlige oplysninger til folk, der henvender sig telefonisk.

- Afbryd samtalen eller lav en kontrolopringning, hvis man er i tvivl om rigtigheden af noget, råder politiet i døgnrapporten.


Nyhedsoverblik