Det vi har sammen

Bortførte mistænkt for voldtægt og tævede ham i en skov

Foto: TV ØST

Politiet forsøger lørdag ved et lukket retsmøde at få varetægtsfængslet tre unge mænd, der angiveligt overfaldt og bortførte en mand natten til lørdag.

En mulig voldtægtssag udviklede sig natten til lørdag dramatisk i Nykøbing Falster.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

En sag om en mulig voldtægt af en kvinde på Østre Allé Kollegiet førte nemlig til, at tre unge mænd tog sagen i egen hånd og overfaldt og bortførte den mand, som de tre mistænkte for at stå bag voldtægten.

Han blev derefter bortført og udsat for vold og trusler i tidsrummet 23.10 fredag til 00.30 lørdag. 

Her kørte de tre mænd ifølge politiet i et bagagerum manden ud i en skov, hvor han blev udsat for grov vold, og blandt andet blev udsat for trusler om at få klippet fingrene af med en boltsaks. 

Det kom frem ved det grundlovsforhør, hvor de tre mænd blev fremstillet med henblik på varetægtsfængsling.

Unge mænd i retten

De anholdte i sagen er tre unge mænd, hvoraf kun den ene endnu er fyldt 18 år. De tre bor alle på Nykøbing Falster-egnen.

De tre virkede ifølge TV ØSTs rapporter i retten usikre, da de blev ført ind i retslokalet iklædt kedeldragt-lignende fiberdragter - muligvis fordi deres eget tøj er blevet inddraget til nærmere undersøgelser af politiets teknikere. De blev sat på stole side om side foran dommeren.

De tre er sigtet for vold af særlig voldsom eller brutal karakter, trusler, frihedsberøvelse og for at have truet vidner. 

Alle tre nægtede sig skyldige i sigtelserne.

Dommeren valgte på begæring af anklageren i sagen at afholde retsmødet uden tilhørere, da der kan være flere medskyldige på fri fod.

Politiet: Vi ved ikke, om der er tale om voldtægt

Politiet oplyser lørdag eftermiddag til TV ØST, at de endnu ikke har haft lejlighed til at tale med den kvinde, som angiveligt skulle være blevet udsat for voldtægt.

- Indtil nu har vi kun de tre anholdtes ord for, at der skulle have fundet en voldtægt sted. Derfor han vi ikke sige meget om, hvad der skulle være sket endnu, oplyser politiets vagtchef Stefan Jensen til TV ØST.

Han oplyser, at den mand, som blev udsat af de tre mænds behandling, er blevet undersøgt på et hospital, men siden er blevet udskrevet igen.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App