To mænd på 36 og 41 år og en kvinde på 38 år er anholdt i en større sag om indsmugling af mindst 11,7 ton hash fra Spanien til blandt andet Danmark.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
De tre personer blev anholdt onsdag formiddag i forbindelse med en større, koordineret aktion mod flere adresser på Sjælland. De fremstilles i grundlovsforhør torsdag klokken 10 i Retten i Aarhus.
Hovedmand i appelsin-sag
Politiet har de senest ti måneder kørt en intensiv efterforskning mod de to mænd, der er sigtet for at stå bag indsmugling af hash i lastbiler og herefter at have videresolgt det til kriminelle miljøer i blandt andet Danmark.
Den 36-årige mand menes at være hovedmanden i sagen. Han sigtes for indsmugling.
Han er også mistænkt for at være bagmanden i en anden sag fra april i år, hvor en lastbil med appelsiner fra Spanien blev stoppet i Herfølge.
Blandt appelsinerne fandt man 500 kilo hash.
Bor alle tre på Sjælland
Den 41-årige mand sigtes for medvirken til indsmugling samt for at være i besiddelse af et automatvåben og en pistol.
Den 38-årige kvinde sigtes ligeledes for medvirken til indsmugling af den store mængde hash.
Alle tre personer er bosiddende på Sjælland.
I forbindelse med anholdelsesaktionen beslaglade politiet over én million kroner i kontanter.