Tre personer anholdt for røveri i Slagelse

Tre personer fra Slagelse-området er sigtet for røveri. En af de sigtede oplyser til TV ØST, at han forud for sammenstød har været udsat for tyveri.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

To grupperinger tørnede fredag aften sammen på Sorøvej i Slagelse ved 19.30-tiden.

- Der er tale om en noget rodet affære, men det jeg kan oplyse er, at tre unge mænd fra Slagelse blev anholdt og sigtet for røveri. De er løsladt igen. Sigtelsen går på, at de har overfaldet en person og frarøvet ham hans pung, mobiltelefon og penge, oplyser Anders Mikkelsen, vagtchef i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

Han oplyser, at der har været cirka otte personer til stede ved sammenstødet - og at politiet har sikret ID på alle personer. De tre ofre beskrives som østeuropæere.

- En af de sigtede oplyser, at han skulle have været udsat for tyveri - og at østeuropæerne skulle være gerningsmændene, siger Anders Mikkelsen og tilføjer, at selv om man har nogle personer mistænkt for at have stjålet noget fra en, så skal man ringe til politiet, og lade dem håndtere sagen.

Sigtet: "De har stjålet fra mig"

En af de røveri-sigtede, der bekræfter overfor TV ØST, at han er sigtet for røveri og grov vold.

- Jeg har et kabelskrot-firma, hvorfra der for 14 dage siden blev stjålet kabelskrot for mellem 80.000 og 100.000 kroner. Jeg har billeder af gerningsmændenes bil fra overvågning. I går (fredag red.) opdagede jeg og to andre bilen i Slagelse og kørte efter den til Sorøvej. Vi konfronterede mændene i bilen, der viste sig at være fra Rumænien, fortæller han.

Han beskriver det næste der skete som, at der opstod tumult.

- En af østeuropæerne vil betale sig fra, at vi ringede til politiet. Det forsøgte vi alligevel, men det lykkedes ikke inden der opstod slagsmål. Vidner, der så optrinet, ringede til politiet. Da politiet kom, stod vi så med pengene - og blev derfor anholdt og sigtet for røveri. Vi prøvede at forklare politiet, at vi stod med gerningsmændene til tyveriet af kabelskrot i min virksomhed - men de fik lov at gå, fortæller han.

Sagen efterforskes af lokalpolitiet

Manden, der er sigtet for røveri, er frusteret over, at han nu står som sigtet i en sag, hvor han ser sig selv som offer for tyveri.

Ifølge vagtchef Anders Mikkelsen bliver sagen overdraget mandag til lokalpolitiet i Slagelse, som vil foretage den videre efterforskning.  


Nyhedsoverblik