Tre personer anholdt efter dramatisk biljagt

Politiets teknikere indsamler her spor i en stjålen bil i Slagelse efter en dramatisk biljagt. Foto: René Lind - Lind Foto

Tre unge mænd er blevet anholdt efter en dramatisk biljagt gennem Slagelse mandag aften.

Tre unge mænd kommer til at tilbringe en god del af mandag aften på politigården i Slagelse.

De er nemlig blevet arresteret efter en dramatisk biljagt gennem Slagelse mandag aften. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

- Der var heldigvis ikke nogen, der kom noget til, selvom det gik meget stærkt på et tidspunkt, siger vagtchef Stefan Jensen.

De tre mænd er i skrivende stund ved at blive afhørt på politistationen, mens politiet arbejder på at sikre spor i den stjålne bil.

Kørte vildt gennem Slagelse

Mændene blev opdaget af politiet i en stjålen bil syd for Slagelse, og politiet forsøgte derfor at stoppe dem. Det var de dog overhovedet ikke interesserede i, og tog flugten fra stedet.

Politiet optog forfølgelsen, og biljagten fortsatte gik igennem Slagelses midtby. Øjenvidner fortæller på facebook, hvordan bilen blev forfulgt i høj fart gennem byen med en række politibiler efter sig.

Jagten endte, da de tre mænd tog flugten væk fra bilen til fods i håb om at kunne slippe fra politiet. Forinden havde de strejfet flere biler i et beboelseskvarter.

- De forsøgte at flygte til fods, men blev hurtigt løbet op og anholdt, fortæller Stefan Jensen.

De tre mænd er umiddelbart blevet sigtet for brugstyveri af bilen samt for en lang række overtrædelser af færdselsloven.

Politiet kan endnu ikke oplyse de unge mænds alder, eller hvor de kommer fra.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App