Tre mænd idømt op til ni års fængsel i stor narkosag

Arkivfoto. Foto: Lasse Luffe - TV ØST

Domme i narkosag i Næstved lyder på halvandet og ni års fængsel. To af tre mænd har anket dommen.

Tre unge mænd er i Retten i Næstved dømt skyldige i en narkosag omhandlende en større mængde narko. De tre mænd, der er henholdsvis 21, 23 og 25 år, har fået straffe mellem halvandet og ni års fængsel.

Det skriver anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.

Dommene er faldet i en større narkosag, der blandt andet udspillede sig på arealerne ved en sportshal nær Slagelse. Her, gemt i krattet, fandt politiet mere end fem kilo kokain i en taske.

En vakuumpakket pose med to Zastava-pistoler blev også fundet, hvilket den 23-årige blev idømt ni års fængsel for. Forhold som besiddelse af en større mængde amfetamin har også medvirket til hans hårde dom.

Pakkede mælk

Sidste år pakkede den 23-årige mælk i mejerikoncernen Arla, hvor den 21-årige dømte i sagen også arbejdede.

- Det er ikke særlig sjovt, at man bare har gået og pakket mælk, og så ryger man ind i sådan en sag her, sagde den 21-årige i retten.

Han er idømt en straf på seks års fængsel for besiddelse af en større mængde amfetamin, kokain og hash. Dommen er blevet anket i håb om en mildere dom, og et forbud mod at nævne hans navn er derfor blevet udstrakt.

Den sidste tiltalte er ifølge mejerikollegerne ikke et nært bekendtskab. Det drejer sig om en 25-årig mand.

Han er dømt skyldig for besiddelse af 100 gram amfetamin og 209 gram kokain. Retten lagde vægt på, at han har haft henblik på videresalg, hvorfor han får halvandet års fængsel, oplyser senioranklager Miriam Khalil.

Han er den eneste af de dømte, der har valgt at tage imod sin dom.

Stor aktion på Bilkas parkeringsplads

Sagen, der startede sidste år, drejer sig i alt om cirka 17 kilo amfetamin og godt syv kilo kokain.

Den tager del i et større sagskompleks, hvor der er tale om 50 kilo amfetamin, som politiet beslaglagde på Bilkas parkeringsplads i Slagelse.

Yderligere ni er tiltalt i den større sag, som bliver stillet for retten den 21. september, oplyser Miriam Khalil. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App