Tre mænd idømt i alt 28 års fængsel for besiddelse af våben

Tre mænd er idømte langvarige straffe for våbenlager, der skulle bruges i bandekonflikt. To af dem anker.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I starten af december sidste år blev en 36-årig familiefar på Næstved-egnen kontaktet af sin fætter, der spurgte, om han måtte lægge nogle sorte plastiksække og køletasker op på hans loft.

Den 36-årige svarede ja, og det har tirsdag ved Retten i Glostrup kostet ham fire års fængsel.

Pakkerne fra den 31-årige fætter, der er medlem af rockerklubben Satudarah, indeholdt nemlig syv pistoler, en revolver, et oversavet jagtgevær, en røgbombe og 3000 stykker ammunition.

To dage senere fandt politiet i et kælderrum i Ballerup tre rifler, et haglgevær, en pistol og en mindre mængde ammunition.

Anholdt efter et tip

I starten af 2018 fik den 36-årige nys om flere ransagninger og kom til at tænke på pakkerne på loftet. Han besluttede at flytte dem fra sit eget loft og hen på loftet i sin fodboldklub.

Den 22. februar blev han anholdt efter et tip. Han viste politiet hen til våbnene i fodboldklubben i Fensmark ved Næstved.

Allerede 25. september kendte Retten i Glostrup en 24-årig mand, der tidligere havde relationer til Satudarah, familiefaren og hans fætter skyldig i våbenbesiddelsen i Fensmark.

Ifølge Retten i Glostrup var den 24-årige og den 31-årige i besiddelse af våbnene som led i konflikten mellem Bandidos og Satudarah.

De blev derfor dømt efter den såkaldte bandeparagraf, der betyder, at straffen kan stige med op til det dobbelte af det normale.

Ankede deres domme

Det kostede tirsdag aften den 24-årige Casper Jensen, som også blev dømt for våbenlageret i Ballerup, og den 31-årige Alex Worm Heuer hver 12 års fængsel. De ankede begge deres domme til Østre Landsret.

Den 36-årige Jesper Veilgaard Jensen, der gjorde sin fætter en tjeneste, har ingen tilknytning til Satudarah eller andre bander, slog retten fast.

Han blev derfor "kun" idømt fire års fængsel og modtog sin dom.

- Det er med stor tilfredshed, at retten langt hen af vejen har fuldt anklagemyndigheden i forhold til skyld, men særligt sanktion, og udmålt særdeles strenge straffe i den her sag, siger anklager Jannik Rasmussen.

- Uskyldige mennesker bliver igen i denne tid ramt af vildfarne kugler - netop kugler som dem de tiltalte opbevarede i denne sag, tilføjer han.


Nyhedsoverblik