Fire byer kan få lov til at ændre navn – skal staves med z

Sådan skal det være: Kramnitze med et z. Foto: Søren Langhorn

Tre byer på Lolland kan få lov at stave bynavnet med z. Det er Stednavneudvalget, der har truffet afgørelse.

- Jeg er rigtig glad!

Sådan siger Lena Liebst Hansen, initiativtager til navneændringen og kasserer i beboerforeningen i Kramnitse, til TV ØST.

Hun har sammen med de øvrige beboere i den lollandske landsby ventet længe på svar på, om den lollandske landsby må staves med z i stedet for s.

Og det har Stednavneudvalget netop afgjort, at det må det godt. Den såkaldte omautorisation af stavemåden gælder også for Kuditse og Tillitse i Lolland Kommune samt Corselitze i Guldborgsund Kommune.

Det viser, at når man står sammen og sender gode kræfter samme vej, så kan man godt rykke ved noget

Lena Liebst Hansen, initiativtager

- Det er en lettelse. Sådan føles det, siger Lena Liebst.

Lokal tradition for z

Der er gået lidt over et år, siden beboerforeningen fik opbakning fra byrådet i Lolland Kommune til at indstile bynavnet til at blive stavet med z i stedet for med s. 

Nu er Stednavneudvalget nået til en afgørelse, hvorefter sagen skal for Kulturministeriet, hvor den officielt afgøres.

- Der har været en lang sagsbehandlingstid, og det hænger sammen med, at navnet skal opfylde de retskrivningsprincpper, som vi også er underlagt at skulle opfylde, forklarer Rikke S. Olesen, formand for Stednavneudvalget.

Læs også Kramnitse eller Kramnitze? Torsdag skal byråd stemme om navneændring

Men udvalget har altså vurderet, at der er god grund til, at Kramnitse nu må skifte s'et ud.

- Det vi har vurderet, det er, at der er en vis, lokal tradition for at stave det med z. Og det har vi også fundet dokumentation for, at der er. Det er i kirkebøger, kort og protokoller, hvor vi har kigget på, hvad man har gjort. siger Rikke S. Olesen.

Hos Kramnitse-beboeren Lena Liebst Hansen har der aldrig været tvil om, hvordan byens navn skulle staves. Og derfor er afgørelsen fra Stednavneudvalget en bekræftelse.

- Vi har fået rettet en fejl. Sådan har jeg det. Vi har hele tiden haft det, som om det var en fejl, at Kramnitse skulle staves med s. Det er sådan en svært at få armene ned-følelse, siger Lena Liebst Hansen.

Viser hvad man kan

Sammen med beboerforeningen kan Lena Liebst Hansen nu snart sætte et punktum. Og det er ikke kun et z, som Kramnitse har fået ud af kampen.

- Vi har lært hinanden rigtig godt at kende, så vi står mere sammen nu. Det er en sideeffekt, siger Lena Liebst Hansen.

Læs også Lolland med z: Småbyer ét skridt tættere på navneændring

Samtidig giver afgørelsen også Lena Liebst Hansen en viden om, hvad der kan komme ud af at stå sammen.

- Det viser, at når man står sammen og sender gode kræfter samme vej, så kan man godt rykke ved noget, siger hun.

Kan ikke danne præcedens

Z'et er ikke, som nogle har troet, forbundet med det middelalderlige folkefærd "venderne". I dette tilfælde er oprindelsen en anden. 

- Det er simpelthen en gammel, dansk måde at stave på, som har været helt accepteret i 1700-tallet, men den har ikke noget at gøre med vendisk, forklarer Rikke S. Olesen og uddyber:

- Det svarer til, at de i tysk, moderne retskrivning har valgt en form med z, mens man i dansk retstavning har valgt at skrive med s og i Polen med c, siger hun.

Den nye-gamle stavemåde for Kramnitse kan godt komme til at danne præcedens for andre byer, som har den samme historiske baggrund for z'et som Kramnitse. Men det er ikke sådan, at z'et så kan snige sig ind andre steder.

Læs også Lollandske byer kæmper for at få Z'et tilbage: Nu er sagen skudt til hjørne igen

- Det kan ikke danne præcedens for alle mulige andre stednavne. Skælskør kommer ikke til at kunne kalde sig Skælzkør eller lignende. Alt hvad der ligger af stednavne uden for denne her specifikke gruppe, mener vi ikke, denne her afgørelse kan danne præcedens for, lyder det fra Rikke S. Olesen.

Sagen har været atypisk for Stednavneudvalget, men Rikke S. Olesen mener muligvis, der kan være flere på vej.

- Der ligger en del branding i de navne, og det er nok noget, som vi kommer til at beskæftige os mere med fremover, siger Rikke S. Olesen.

Sagen skal officielt godkendes i Kulturministeriet, og det forventes, ifølge Stednavneudvalget, at ske i første halvdel af oktober.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App