Topchef satser på store tobaksfabrikker uden for Danmark

Niels Frederiksen, topchef i Scandinavian Tobacco Group Foto: Scandinavian Tobacco Group

Tobaksproducent lukker cigarfabrik i Nykøbing Falster for i stedet at styrke to store fabrikker i Holland og Belgien.

For at gøre produktionen af cigarer mere effektiv har tobaksproducenten Scandinavian Tobacco Group besluttet at lukke cigarfabrikken i Nykøbing Falster. Fabrikken har 100 ansatte.

 Sådan forklarer topchefen i Scandinavian Tobacco Group, Niels Frederiksen, beslutningen om at rykke cigarproduktionen ud af Danmark. Dermed er 54 år med produktion af cigarer i Nykøbing Falster slut.

Samtidig bliver produktion i Wuustwezel, Belgien, også lukket ned. Dermed går antallet af produktionssteder fra 14 til 12 i alt, oplyser tobaksproducenten.

- Det er ikke, fordi de to fabrikker ikke er gode til at producere cigarer. Men det er de to mindste fabrikker i Europa. I stedet har vi valgt at konsolidere de to store fabrikker i Holland og Belgien, siger Niels Frederiksen.

Ansatte fik først beskeden torsdag morgen

- Når man arbejder i en tobaksindustri med faldende voluminer, møder man fra tid til anden beslutningen om at tilpasse kapaciteter til de forventede voluminer. Det er det, der er sket nu med vores fabrikker i Danmark og Belgien, siger han.

Cigarfabrikken i Nykøbing Falster er over de seneste år gået fra omkring 160 til altså nu knap 100 ansatte. Torsdag morgen fik de ansatte på fabrikken så beskeden om, at fabrikken lukker.

Ved at flytte produktionen fra Nykøbing Falster og Wuustwezel kan tobaksproducenten fremrykke en igangværende effektiviseringsplan med et år.

Det handler om effektivisering

 - Vi har været rigtig glade for vores fabrik i Danmark. Men der er stordriftsfordele ved at samle vores produktion i store fabrikker, forklarer topchefen.

- Det er altså ikke et udtryk for, at vi flytter til et lavtlønsområde. Det er derimod et udtryk for, at vi vil have en effektiv produktion tæt på vores forbrugere i Europa, siger han.

Cigarproduktionen har en lang historie i Nykøbing Falster, hvor forretningsmanden E. Nobel allerede i 1835 grundlagde en produktion af snus, oplyser Scandinavian Tobacco Group på sin hjemmeside

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App