Tommy Andersen har travlt i baghaven i Boestofte på Stevns. Han er en af Danmarks mest passionerede silkehøns-avlere, og i år er helt speciel, hvor EM i den slags kommer til Danmark.
- Alle sejl er sat til. Og planlægningen er foregået i de sidste tre år, fortæller han, og viser et æg frem hvor kyllingen er på vej ud af skallen.
Der er kun Europaudstilling hvert tredje år, og da den forrige sluttede, startede Tommy Andersen med at kigge frem mod den i år.
Det tager nemlig lang tid at avle den perfekte høne. Blandt andet har han købt en speciel avlshane hjem fra Tyskland, og han har igennem de sidste par år udvalgt farver, stammer og avlsdyr.
Men vejen mod en medalje blev for alvor sat i gang den 23. december. Den dag tændte han rugemaskinerne, så han i øjeblikket får udklækket cirka 20 kyllinger om ugen.
Det fortsætter ind til maj, hvor Tommy Andersen gerne skulle have flere hundrede kyllinger at vælge imellem. Den udvælgelse foregår så hen over sommeren og efteråret, så han til november står tilbage med 6-8 høner, han tager med til udstillingen i Herning messecenter.
Tommy Andersen har avlet silkehøns siden 1984. Han har vundet mange medaljer gennem tinden, også en EM-medalje. Alligevel er det specielt i år, hvor konkurrencen foregår i Danmark. Samtidig er det sidste gang han deltager på så højt plan. Efter konkurrencen drosler han ned, men vil altid have silkehøns i baghaven.
- Jeg tror, det er godt at have en hobby, en interesse. Når jeg kommer ind herudefra, er der meget mere ro på. Sådan har jeg det, og sådan tror jeg også folk, der kigger på frimærker eller skruer på biler har det, siger han.
Herunder kan du se tv-indslaget om Tommy Andersen og silkehønsene.