Togsignal forsinket: DSB forventer alligevel tog til tiden

Et nyt signalsystem langs de danske jernbaner bliver forsinket i to år. DSB forventer dog ikke, at det vil betyder forsinkelser på togdriften.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Togpassagerer må i endnu flere år trækkes med et forældet signalsystem, som står langs de danske jernbaner.

DSB forventer dog ikke, at det vil betyde flere togforsinkelser, at implementeringen af Banedanmarks nye signalprogram bliver forsinket i to år.

Det siger Anders Egehus, som er direktør for driften i DSB.

- Vi regner ikke med flere forsinkelser på grund af udskydelsen. Banedanmark siger, at det nuværende signalsystem kan holdes stabilt, og ud fra det må jeg stole på, at der ikke kommer flere forsinkelser, siger Anders Egehus.

- Så som udgangspunkt vil det ikke betyde noget her og nu, men det betyder selvfølgelig, at den forventede forbedring for togdriften er udskudt, siger han.

Signal flyttet ind i førerrum

Med det nye signalprogram bliver signalerne, som står langs jernbanerne, flyttet ind på en skærm i lokomotivførerens førerrum.

Der er tale om de to signalsystemer ERTMS og CBTC.

ERTMS er et fælleseuropæisk system, og det er det signalsystem, der skal være på den danske fjernbane. CBTC er et bybanesystem, der skal være på S-banen i København.

Skal se nærmere på køreplaner

Forsinkelsen betyder, at DSB må gennemgå selskabets egne planer for implementeringen af det nye system.

Det gælder blandt andet planen for lokomotivførernes uddannelse i det nye system og omlægningen af tog til signalprogrammet.

- Og så skal vi selvfølgelig have set på nærmere på de kommende års køreplaner, siger Anders Egehus.

Arriva forventer heller ikke forsinkelser

Heller ikke hos Arriva forventer man yderligere forsinkelser. Arriva kører tog på flere jernbanestrækninger i Jylland.

- Det eksisterende signalsystem er jo et gammelt system, og det giver nogle ulemper, siger Pia Hammershøy Splittorff, som er trafikselskabets kommunikationschef.

- Men vi gør rigtig meget for at kompensere for det på vores togstrækninger, og derfor kan vi stadig køre med høj rettidighed, siger hun.

/ritzau/


Nyhedsoverblik