Det vi har sammen

Tog overpris: Kommune opsiger aftale med håndværkere efter fejl i fakturaerne

Einar Olsen fra Rørvig Handels- og Håndværkerforening er glad for udsigten til, at rammeaftalerne forsvinder. Foto: Lasse Skovgaard - TV ØST

Odsherred Kommune vil nu opsige rammeaftalen med håndværkerne, efter de har fundet fejl på fakturaerne hos otte ud af 15 leverandører.

Når Odsherred Kommune har fået regninger fra de håndværkere, de har aftale med, har prisen ofte været for høj.

En gennemgang af håndværkerfakturaerne har vist, at otte ud af 15 leverandører har krævet mere i betaling, end de var berettiget til. Det er især prisen på materiale, der har været for høj, oplyser borgmester Thomas Adelskov (S) til TV ØST.

Jeg kan ikke sige på nuværende tidspunkt, om der er foregået noget kriminelt. Om det her er sjuskefejl eller systematisk snyd

Thomas Adelskov (S), borgmester i Odsherred Kommune

- Der ligger nogle meget klare og præcise beskrivelser af, hvor meget man kan tage for materialer, og hvordan man skal fakturere. Vi startede med nogle stikprøver, men nu går vi alle fakturaer igennem, og der har vi altså fundet alt for mange fejl, siger han.

Er der foregået noget kriminelt?

- Jeg kan ikke sige på nuværende tidspunkt, om der er foregået noget kriminelt. Om det her er sjuskefejl eller systematisk snyd. Jeg kan bare konstatere, at der er rigtig mange fejl, og det er det, vi reagerer på, svarer han.

Vil opsige rammeaftale

Håndværkerne har taget for mange penge for en række småopgaver til under 150.000 kroner. Arbejdet tæller blandt andet vedligehold på skoler, plejecentre og hos kommunen selv. 

Læs også Håndværkere tjener godt på ny sommerhusregel

Nu gør kommunen det klart, at overfaktureringen får konsekvenser. Derfor vil de opsige den rammeaftale, som de har indgået med håndværkerfirmaerne om udbud af ydelser. Aftalen omfatter leverandører inden for tømrer-, elektriker-, vvs-, maler- og murerfaget.

Jeg er også ærgerlig over, at en række håndværkere, som har rent mel i posen, og som har ydet en ordentlig indsats for kommunen, bliver mistænkeliggjort

Thomas Adelskov (S), borgmester i Odsherred Kommune

- Vi er nødt til at handle på det her. Vi skal passe på skatteborgernes penge, og vi skal også sikre, at der er en fair konkurrence imellem de mange håndværkere. Dem, der har tabt, har jo også krav på, at vi reagerer, siger Thomas Adelskov og tilføjer:

- Jeg er rigtig ærgerlig over de her fejl. Jeg er også ærgerlig over, at en række håndværkere, som har rent mel i posen, og som har ydet en ordentlig indsats for kommunen, bliver mistænkeliggjort. Men vi er nødt til at handle, siger han.

Godt for små virksomheder

Hos Rørvig Handels- og Håndværkerforening er formanden Einar Olsen særdeles positivt stemt over for udsigten til, at rammeaftalerne forsvinder.

- Jeg tror, at det kommer til at betyde, at der kommer mere seriøsitet i det hele. Aftalerne tager ikke hensyn til de små erhvervsdrivende. Så jeg håber, det her betyder, at der også bliver arbejde til de små virksomheder, siger han.

Aftalerne tager ikke hensyn til de små erhvervsdrivende. Så jeg håber, det her betyder, at der også bliver arbejde til de små virksomheder

Einar Olsen, Rørvig Handels- og Håndværkerforening

Og formanden er faktisk heller ikke overrasket over, at kommunen har fundet fejl på fakturaerne. Generelt har priserne på det kommunale arbejde nemlig været for lav.

- Priserne har været for små til at starte med. Håndværkerne har måske underbudt på de udbud, der har været, fordi de har tænkt, at der var noget større på vej. Og det er klart, at når man sælger en ting under kostprisen, så skal pengene ind et andet sted. Men præcis hvad der er foregået, ved jeg ingenting om, siger Einar Olsen.

Træffer beslutning tirsdag

Kommunen skal nu se på, hvordan man kan skrue nogle nye aftaler og modeller sammen, fortæller Thomas Adelskov.

- Vi vil gerne sørge for, at der er konkurrence mellem virksomhederne, at nye virksomheder kan komme ind og få mulighed for at lave noget på vores skoler, og at vi ikke altid bruger de samme, siger han. 

Læs også Håndværkere: Fradrag er vigtigt værn mod sort arbejde

- Nu visker vi tavlen ren og går i dialog med håndværkere, og så vil vi se, om vi kan finde en anden model, der både er fair over for virksomhederne, og som sikrer os value for money, tilføjer han.

Økonomiudvalget mødes på tirsdag, og her forventer de endeligt at træffe beslutningen om at opsige aftalerne. De vil gerne have dem opsagt hurtigst muligt med udløb den 31. december 2017.

Hvad er en rammeaftale?

  • En rammeaftale er en løbende aftale mellem en eller flere ordregivere på den ene side og en eller flere tilbudsgivere på den anden. Formålet med rammeaftalen er at fastsætte vilkårene for de kontrakter, der skal indgås i løbet af en nærmere fastsat periode, navnlig med hensyn til pris og mængder.
  • En rammeaftale er ikke en udbudsprocedure, men en kontraktform. Når selve rammeaftalen har været sendt i udbud, kan de konkrete aftaler indgås uden et nyt udbud, også selv om kontraktværdien af den konkrete aftale er over tærskelværdien. En rammeaftale afløser således en udbudspligt for de ordregivere og de anskaffelser, der er omfattet rammeaftalen. 

Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Tip os Har du et godt tip?