Nyheder fra din hverdag

Tog chokoladedrik til frokost: Nu får hun fængselsdom

En kvinde fra Vordingborg skal 40 dage i fængsel for at stjæle chokoladedrikke for omkring 10.000 kroner fra sin arbejdsplads.

En 57-årig kvinde er blevet idømt 40 dages betinget fængsel for at stjæle chokoladedrikke på sin arbejdsplads for omkring 10.000 kroner.

Det er dejligt med en chokoladedrik til frokost.

Det tænkte en 57-årig kvinde fra Vordingborg, da hun til frokost og nogen gange også til fyraften tog sig en Nutrilett chokoladedrik fra sit arbejdes hylder.

Kvinden glemte imldlertid at betale for drikken - og efter et år løb regningen op i omegnen af 10.000 kroner.

Et års forbrug: 40 dages fængsel

Kvinden, som nu er blevet fyret, har arbejdet i en dagligvarebutik i ti år, men det er først det seneste års tid fra april 2016 frem til april i år, at hun er begyndt på sit systematiske tyveri af Nutrilett-drikke.

Den dømte kvinde er ikke tidligere straffet. Hun erkendte straks forholdet, da hun blev opdaget og meldt til politiet.

I dag blev hun idømt 40 dages betinget fængsel ved Retten i Nykøbing Falster.

- Der er tale om en kvinde, der har brudt et tillidsforhold og har misbrugt sin stilling. Derfor blev det til 40 dages fængsel, siger anklager Christina Gregersen til TV ØST.

Inden retssagen havde kvinden tilbagebetalt pengene for drikkene.

Tip os Har du et godt tip?