Tørken gav flere udgifter på Vig Festival: - Sikkerhed kan ikke gøres op i penge

Vig Festival var udsolgt for første gang i fem år. Foto: TV ØST

Vig Festival måtte blandt andet indkøbe mange flere flasker vand til de frivillige end andre år og bruge flere penge på brandsikkerhed.

Normalt drikker de frivillige på den netop afsluttede Vig Festival op mod 19.000 flasker vand under en festival. Men i år har de drukket mere end dobbelt så meget.

Helt op mod 45.000 flasker vand er der blevet drukket, fortæller formanden for festivalen, Ole Larsen, til TV ØST. Og det er tørken og det varme vejr, der har spillet festivalen et puds. 

Læs også Se billederne: 20.000 mennesker indtager Vig Festival i stegende varme

- Vi har også haft andre ekstra omkostninger på grund af tørken. Blandt andet har vi haft ekstra mandskab til at vande pladsen for at undgå støv, og så har vi haft ekstra vagter på grund af brandsikkerheden, siger formanden.

Stolt af resultatet

Det har betydet, at festivalen har haft flere udgifter end normalt, men det betyder ikke, at økonomien er i fare. Selvom regnskabet ikke er gjort endeligt op endnu, regner formanden nemlig med, at overskuddet er i hus. Ole Larsen håber, at det vil komme til at ligge på omkring tre millioner kroner ligesom sidste år, men det er for tidligt at spå om endnu.

- Det er gået godt. Vi kan se, at selvom vi har haft nogle ekstra omkostninger, så ender vi med et resultat, som alle kan være stolte af, siger han.

Sikkerhed kan ikke gøres op i penge

Ole Larsen, formand, Vig Festival

- Vi får et resultat, vi kan være glade for og et resultat, der kan føre linjen fra sidste år videre. Det kan vi kun være glade for.

Underskud vendt til overskud

I 2016 fik festivalen et underskud på 1,8 millioner kroner på grund af vigende billetsalg, og det førte til, at budgettet blev nedjusteret, og festivalens logistikleder samt en administrativ assistent blev fyret. Men nu ser skuden altså ud til for alvor at være vendt for festivalen. I år har festivalen haft udsolgt for første gang i fem år, og i alt har der været godt 19.000 mennesker på pladsen inklusive frivillige og børn.

- Vi har fundet den måde, vi skal være på. Der skal vi bygge videre på. Vi skal ikke være større, for der tegner sig et godt billede, siger Ole Larsen.

Og til de ekstra udgifter på grund af tørken, siger Ole Larsen:

- Sikkerhed kan ikke gøres op i penge.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App