Byttemarked på Møn
Møn Friskole inviterer indenfor til byttemarked lørdag formiddag. Kom og byt dine gamle ting og sager til noget nyt. Det kan være tøj, bøger, legetøj eller noget helt andet. Arrangementet er gratis og skolens café sælger i dagens anledning kaffe, te og kage. Markedet begynder klokken 10.
Slå katten af tønden på Falsters Minder
Der er fastelavnsfest på museet Falsters Minder i Nykøbing Falster på lørdag. Festen begynder klokken 10, hvor der laves ris og masker. Senere slås der katten af tønden, og dagens kattedronning og kattekonge kåres. Der er fastelavnsboller og saftevand til alle udklædte børn.
Korsør Kulturhus inviterer til fastelavnsfest for hele familien
Søndag eftermiddag inviteres der til fastelavnsfest i Korsør. Har slås katten af tønden og kattedronninger og –konger kåres. Den Kongelige Trio underholder med sang, musik og lege. Arrangementet er for hele familien og begynder klokken 14. Fastelavnsboller, slik og kaffe eller juice er inkluderet i billetprisen.
Ørnens Dag ved Nyord Enge
Søndag den 26. februar er Ørnens Dag, og det markeres ved Nyord Enge. Fugleværnsfonden står klar ved Fugletårnet på Nyord mellem klokken 10-13. De har teleskoper med, så det er muligt at se havørne og forhåbentligt også vandrefalk og blå kærhøge helt tæt på.
Besøg Rønnebæksholm i vinterferien
I anledning af vinterferien er der familieaktiviteter på kunstmuseet Rønnebæksholm i weekenden. Tag opgaver med gennem udstillingen og kom helt tæt på detaljerne i kunsten. Når udstillingen KULØR KUGLE KANT er nærstuderet og alle opgaver er løst, kan der hentes en præmie i butikken. Museets café har åbent og tilbyder blandt andet varm chokolade.