Tim fra Karise er verdens bedste kranfører

Kranfører Tim S. Hansen fra Karise har vundet VM for kranførere i Tyskland, hvor 15 af verdens bedste kranførere kæmpede om titlen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis du troede, det at føre en kran bare var noget, som hørte den almindelige arbejdsdag til, ja, så kan du godt tro om igen.

I weekenden dystede kranførere fra hele verden ved World Crane Championship nemlig ved en stor messe i Hannover, hvor Tim S. Hansen fra Karise kæmpede med om titlen.

quote Jeg var nervøs, men jeg klarede det over al forventning

Tim S. Hansen

Hele 15 af verdens bedste kranførere dystede på en helt ny kran, som havde verdenspremiere ved den store messe i Tyskland.

Slog både Holland og Tyskland

Efter at have kvalificeret sig til kvartfinalen gik Tim S. Hansen videre til semifinalen og den endelige finale.

Her slog han hollænderen Guido Beaujean og tyskeren Matin Utpatel med en tid på 2 minutter og 51,42 sekunder.

- Jeg var nervøs, men jeg klarede det over al forventning, udtaler Tim S. Hansen i en pressemeddelelse.

Opfostrede med kranføring

Følingen for kranføring kommer ikke fra fremmede.

Tim S. Hansens bedstefar, 82-årige Svend Aage Hansen, begyndte at køre kraner for 60 år siden, og Tims far, vognmand Søren Hansen, er også en rutineret kranfører. Både far og bedstefar overværede naturligvis verdensmesterskabet.

quote Jeg overvejer at købe den nye HIAB X-HiPro 232

Tim S. Hansen

Tim S. Hansen vandt en rejsecheck på 5.000 euro samt et gavekort på 20.000 euro til en ny HIAB-kran.

- Jeg overvejer at købe den nye HIAB X-HiPro 232. Det er den kran, vi dystede med her i Hannover, siger Tim Hansen.

Tim S. Hansen har sit eget firma på Køgevej i Karise, Tim S. Hansen ApS, og han har været kranfører hele sit liv.


Nyhedsoverblik