Tiltalt slikimportør i kæmpesag: Måske er jeg lidt naiv

En 45-årig slikimportør fra Slagelse er tiltalt for at have svindlet for 36 millioner kroner. Men slikimportøren fra Slagelse nægter sig skyldig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Han skærer ikke en grimasse, mens han sidder ved siden af sin advokat i Retten i Næstved. Og det er selv om han er tiltalt for at have snydt skattefar for 36 millioner kroner.

Han er iført en bordeaux skjorte, hvor den øverste knap står åben. Udover skjorten har han en gråbrun blazer. Det lidt tynde hår er friseret tilbage.

Han er tiltalt for at svindle gennem fem selskaber. Selskaber, som man ved, har snydt med moms og afgifter. Nu er det op til Retten i Næstved at afgøre, om den tiltalte har været indblandet i selskaberne.

Nægter sig skyldig

Ud af de 36 millioner udgør momsen 13 millioner. Unddragelsen skulle være sket mellem 1. oktober 2012 og 31. december 2014, men den tiltalte nægter sig skyldig.  

Selskaberne har han blot hjulpet, forklarer han. Anklageren spørger, hvorfor han hjælper sine konkurrenter.

quote Man kan sige, at jeg måske er lidt naiv

Den tiltalte slikimportør

- Man kan sige, at jeg måske er lidt naiv, lyder det fra den 45-årige tiltalte, mens fagterne flyver.

- I princippet, hvis folk spørger om min hjælp inden for en branche, jeg kender, så svarer jeg aldrig nej, sagde gan.

Hvilken adresse?

Naiv eller ej, den tiltaltes telefonnummer står på mange af fakturaerne fra de svindlende selskaber. Han forklarer dog, at han ikke har været med i oprettelsen af selskaberne.

Men ét punkt forstår anklageren ikke. Det handler om, at den tiltalte får fragtet varer sammen med et af selskaberne. Til en adresse, hvor han ikke har lager, og hvor selskabet heller ikke har lager.

Den tiltalte forklarer, at det er, fordi han skal have sine varer først.

- Det bliver jeg ikke meget klogere af, lyder det fra anklager, Søren Martin Jensen.

Beslaglagt slik og penge

quote Det bliver jeg ikke meget klogere af

Anklager, Søren Martin Jensen

Tilbage i 2015 blev der på baggrund af en anmeldelse fra SKAT ransaget hos den tiltaltes lager og bopæl. På lageret fandt man 100 ton slik og chokolade. De søde sager blev dog beslaglagt af Fødevarestyrelsens Kontrolgruppe, fordi man fandt ekskrementer fra rotter.

Politiet beslaglagde på lageret, hvor de fandt kontanter på kontoret i en papkasse ovenpå et køleskab. Men også i den tiltaltes hjem fandt de store mængder regnskabsmateriale og bilag i en sort taske ved sofabordet. Samtidig fandt de også en faktura på slik i tiltaltes sorte Mercedes på over en million kroner.

Der blev desuden beslaglagt omkring 250.000 kroner i kontanter fundet i henholdsvis biler, æsker og plastikposer begge steder.

Ingen tvivl hos SKAT

Der var ingen dirren i stemmen, da en medarbejder fra SKAT vidnede i retten i dag. For han var blandt andet med til at regne unddragelsen ud, og så havde han også været i kontakt med de svenske leverandører, som selskaberne købte slik af.

- Det første var, at det var tiltalte, der havde hjulpet med at oprette firmaet. Samtidig fik vi mailkorrespondance og fragtoplysninger, hvor det var tiltalte, der stod på.

Samtidig fandt man faktura fra et af selskaberne under ransagningen i 2015. De havde købt varer i Sverige, og den faktura lå altså hos tiltalte, lyder det fra vidnet.

Der falder dom i retssagen den 17. januar.


Nyhedsoverblik