Det vi har sammen

Tiltale: 11-årig blev lænket til seng i flere timer

Sagen mod moren og hendes 21-årige datter kører ved Retten i Næstved fra på mandag. Foto: Lars Andersen - TV ØST

En 43-årig mor og hendes 21-årige datter er tiltalt for frihedsberøvelse af drengen.

Mandag begynder retssagen mod en 43-årig kvinde og hendes 21-årige datter ved Retten i Næstved.

De er blandt andet tiltalt for at have lænket kvindens 11-årige søn og altså datterens bror til en sengegavl i deres hjem i Sorø. Her skulle han angiveligt have siddet i et par timer.

Det skriver Ekstra Bladet.

Ifølge anklagemyndigheden var det datteren, der på morens opfordring lænkede den 11-årige til sengen.

Foruden tiltalten for frihedsberøvelse er moren også tiltalte for gentagne gange at have udøvet vold mod drengen og en yngre søster. Hun skulle blandt andet have givet slag med flad og knyttet hånd på kroppen, slået i ansigtet med flad hånd og sat et knæ hårdt i brystet på ham. Flere af voldsepisoderne blev ifølge tiltalen overværet af børnenes mindre søskende.

Der er afsat to retsdage til sagen, og der vil blandt andet blive afspillet videoafhøringer af børnene.

Tip os Har du et godt tip?